Hjørring Kommunes borgmester Søren Smalbro (V) undlod, ifølge Steen Ole Hedelund Jørgensen fra Morild, onsdag at fortælle byrådet, at han er meldt til politiet i et strafferetligt forhold, hvilket ifølge anmelder gør ham inhabil i sagen mod Erik Høgh-Sørensen fra Vendelbo-Listen.
Uafhængigt af resultatet af det ekstraordinære, lukkede byrådsmøde denne onsdag skal samme Steen Ole Hedelund Jørgensen nemlig have meldt borgmester Søren Smalbro til politiet for påstået overtrædelse af straffelovens paragraf 294 om selvtægt og brud på Grundlovens par. 3 om tredeling af magten.

Samtidig vil anmelderen indgive en klage til Folketingets Ombudsmand og Ankestyrelsen, hvilket efter hans opfattelse vil få opsættende virkning i forhold til, at Hjørring Kommune kan politianmelde byrådsmedlem Erik Høgh-Sørensen fra Vendelbo-Listen.
Desuden forlyder det, at aftenens byrådsmøde sluttede uden en afklaring af Erik Høgh-Sørensens skæbne i forhold til en eventuel politianmeldelse. Punktet er nemlig udsat til det ordinære møde den 28. maj, oplyser borgmester Søren Smalbro til TV2 Nord.
Hovedpersonen selv var ikke at finde til den sidste del af mødet. Erik Høgh-Sørensen blev nemlig selv erklæret for inhabil, da mødet startede.
Link til relateret artikel og debatindlæg
Steen Ole Hedelund Jørgensen: Smalbro må gå efter selvtægt og brud på Grundloven
Kommunen vil undersøge Henrik Boms beskyldninger mod Erik Høgh-Sørensen


