På trods af noget træls vejr er der nu for alvor gang i Sindal Marked. Kristi Himmelfartsdag var der indledningsvis optog og åbningstale, hvorefter den blandt 1.000 andre ting stod på gratis sildebord i markedsteltet.

Byrådsmedlem Carsten Andersen fra Socialdemokratiet fik desuden udfordret og slået Venstres borgmester Søren Smalbro. Det skete dog i den ædle dyst i form af søm, som med hammer skulle bankes i en træstub. Hvorvidt der venter en revanche i byrådssalen står hen i det uvisse, men er formentlig forventeligt.

Blandt de tusindvis af gæster, der trodsede vejrudsigten, var en flok glade herrer fra friplejeboligerne Havglimt i Hirtshals, der fik hygget og shoppet i nogle af de utallige boder ved det traditionsrige Sindal Marked.
I løbet af torsdagen var der Linedance og koncert i markedsteltet med Vindstyrke 15, men den første festlige markedsdag blev naturligvis rundet af med ingen ringere end KANDIS.
Læs det hele her: Program for Sindal Marked.