Det almene boligselskab BoVendia påtog sig i starten af indeværende år at markedsføre elselskabet Vindstød overfor alle sine lejere. Det foregik konkret ved at administrationen i BoVendia udarbejdede en skrivelse, som blev omdelt til alle lejerne.
I denne skrivelse stod der, at BVendia havde indledt et samarbejde med en virksomhed, der hedder Proforsyning. Ifølge markedsføringsskrivelsen fra Bovendia, så holder Proforsyning øje med forsyningsmarkedet, finder de bedste leverandører og indgår attraktive rammeaftaler på vegne af Bovendia.
I henhold til skrivelsen fra BoVendia, så anbefaler Proforsyning en aftale om grøn strøm fra selskabet Vindstød. De anbefaler derfor os lejere at vi skifter el leverandør til dette selskab og vedhæfter en ansøgningsblanket, som vi bare kan udfylde og aflevere til Bovendia. BoVendias medarbejdere vil så tilmelde os til den nye leverandør og opsige aftalen med vores nuværende leverandør.
Denne fremgangsmåde fandt jeg helt utilstedelig og uacceptabel. Jeg skrev derfor straks til Bovendia og protesterede imod deres efter min opfattelse klart ulovlige markedsføring. Jeg påpegede i min henvendelse for det første, at jeg aktivt har fravalgt at modtage reklamer i min postkasse. Dette fravalg har Bovendia valgt at se bort fra ved at forsøge at kamuflere deres reklame, som en skrivelse til os lejere.
Jeg påpegede dernæst, at jeg ikke har givet noget tilsagn til BoVendia om at de må tilbyde mig varer, tjenesteydelser eller leverancer af nogen art. Jeg gjorde derfor gældende, at jeg fandt markedsføringen af elselskabet i strid med både markedsføringsreglerne og dørsalgsloven.
Afslutningsvis påpegede jeg, at jeg fandt det yderst kritisabelt at jeg via min husleje skulle betale til at aflønne medarbejdere, der udfører markedsføringsopgaver for et privat firma.
Jeg fik en beklagelse af, at de ikke havde respekteret mit nej-tak til reklamer, men resten af min kritik afviste de pure og henholdt sig til, at det jo bare var et tilbud, som jeg kunne sige nej til.
Jeg var ikke tilfreds med de svar jeg fik fra administrationen og forlangte derfor at få besvaret mine henvendelser af den politisk valgte ledelse af boligselskabet.
Her blev det så for alvor interessant. Efter at have ventet et par uger fik jeg langt om længe et brev fra organisationsbestyrelsen underskrevet af formanden og næstformanden. I dette brev fik jeg nu en helt anden forklaring på, hvorfor man var begyndt at markedsføre et nyt elselskab. I brevet lød det nu, at Bovendias aftale med det hidtidige elselskab stod til at udløbe pr. 31. december 2021.
Organisationsbestyrelsen havde derfor bedt administrationen om at indhente tilbud fra relevante nye leverandører. Efter indhentelse af disse tilbud, så viste det sig at Vindstød var den billigste og derfor indgik administrationen en aftale med dette selskab som boligselskabets fremtidige leverandør.
Hvis jeg skal tage indholdet i dette svar alvorligt, så har det altså ikke noget et gøre med Proforsyning har fundet den pt. billigste leverandør. Nej, nu hedder det sig, at administrationen har indhentet konkrete tilbud fra mulige leverandører.
Begge forklaringer kan jo af gode grunde ikke være rigtige. Jeg bad derfor om at få oplyst, hvilken en af de to forklaringer, der var korrekt. Det vil organisationsbestyrelsen imidlertid ikke svare på. Jeg har fået en meget kortfattet skrivelse fra organisationsbestyrelsen i dag, hvor de kort meddeler at de ikke agter at svare på mine spørgsmål.
Men nu er det så at det bliver morsomt. Organisationsbestyrelsen afslutter sin skrivelse med at henvise til ”Aftale om effektivisering af den almene boligsektor i 2021-2026”. Man forsøger gudhjælpemig at bruge denne henvisning til at retfærdiggøre boligselskabets indblanding i lejernes private valg af el leverandør. Det selvom det klart fremgår af den aftale, der henvises til, at det naturligvis udelukkende drejer sig om boligselskabernes valg af leverandører og selvfølgelig ikke berører lejernes valg.
Jeg må altså konstatere, at BoVendia ser stort på gældende lovgivning, når det drejer sig om markedsføring, reklameomdeling og dørsalg.
Jeg må ligeledes konstatere, at BoVendia giver modstridende forklaringer på, hvorfor de har handlet som de har.
Jeg må endvidere konstatere, at BoVendia forsøger at bortforklare deres handlinger ved at henvise til en aftale mellem BL og Boligministeriet, som intet har med sagen at gøre.
Men sidst og ikke mindst må jeg konstatere, at BoVendia ikke vil besvare konkrete relevante spørgsmål fra en lejer.



Velkommen i klubben får man (desværre) næsten lyst til at sige. Jeg har oplevet dette siden 2015 og opgivet den ulige kamp. Der er ingen transparens, lejere og afdelingsbestyrelser nægtes adgang til og indblik i reelle regnskaber og bilag samt beslutningsprocesser og det kommunale tilsyn vender bevidst det blinde øje til selv helt åbenlyse og særdeles grove overtrædelser og omgåelser af gældende lovgivning på det almene område. Dette medførende voldsomme elstra udgifter for de almene lejere.
Kit Jensen et godt råd. Kan du ikke lide lugten i bageriet så find noget andet. Hvor svært kan det være. Måske helt ud af kommunen, så bliver der i hvert fald mere luft i Sindal og omegn.
Spørgsmål om elforsyning kan rettes til Mikkel Jungshoved på e-mail [email protected]