Efter en velkomst og kort orientering fra formand Dorthe Schaltz ved tirsdagens morgenmøde hos Hirtshals Handel & Erhverv på Hotel Skaga blev ordet givet til turistchef Laila Zielke.
Turistchefen leverede et veloplagt indspark om de mange nye initiativer og kommende arrangementer hos Hirtshals Turisme, som i dag samarbejder tæt med Visit Nordvestkysten. Hun fortalte blandt andet om arbejdet med at forlænge turistsæsonen og etablere wayfinding.
Næste punkt på dagsordenen var direktør Bo Geertsen fra Erhverv Hjørring. Sammen med formand A. Neil Jacobsen og bestyrelsesmedlem Karl Henrik Laursen var de tre musketerer angiveligt for tiden på turné rundt i kommunen for at præsentere det nyligt reorganiserede Erhverv Hjørring.
Foreningen blev stiftet i 2009 med det erklærede formål at være erhvervslivets foretrukne netværk i hele Hjørring Kommune. Foreningen med i dag omkring 500 medlemmer vil gerne opleves som et videnbaseret, netværksskabende og indflydelsesrigt erhvervsfællesskab med en klar erhvervspolitisk dagsorden, der skaber værdi for medlemmerne og foreningens samarbejdspartnere.
Det var et rigtig interessant og appetitvækkende indlæg, der burde motivere de virksomheder, som endnu ikke er medlemmer, til at komme indenfor i varmen og fællesskabet hos Erhverv Hjørring, idet Bo Geertsen klart fik pointeret, at foreningen ikke er et konkurrerende alternativ til, men et oplagt fagligt og erhvervspolitisk supplement til Hirtshals Handel & Erhverv.
Rigtig spændende blev mødet imildertid efter velkomsten til underdirektør Jytte Tandrup fra De Samvirkende Købmænd. Underdirektøren var som allerede afsløret inviteret for at levere sit uforbeholdne syn på Hjørring Kommunes planer om at tillade etableringen af et Bilka. Det vil klart blive alt ødelæggende og desuden være ulovligt, fastslog underdirektøren ufortøvet med henvisning til en række fakta.
For slet ikke at nævne den i givet fald voldsomt forøgede trafik i kommunens hovedby, som allerede er et åbenbart uoverskueligt problem at få løst tilfredsstillende. Det er en høj pris for borgerne i Hjørring Kommune, kunne Jytte Tandrup citere Jens Juul, som er informationsdirektør i Coop.
Der var under hele det oplæg med de mange bovskud til Bilka tankevækkende stille ved bordet med 1. viceborgmester Per Møller (C), som i dagens anledning havde selskab af blandt andre partifællen Søren Homann, gruppeformand Jørgen Christensen fra Venstre, Erik Høgh-Sørensen fra DF samt socialdemokraten Tim Jensen.
Per Møller havde forinden også snakket om kommunens erhvervspolitik og gav den fornuftigvis som optimist ikke blot med hensyn til fremtiden for Hirtshals, men tillige hele Hjørring Kommune.
Havnen fik viceborgmesteren, som nu har fået sæde i bestyrelsen, dog forbavsende hurtigt klappet af, idet han henviste til, at alt desangående nu bør gå igennem direktør Per Holm Nørgaard.
På den anden side kan man måske dermed som borger så håbe, at virksomhederne og fiskerne fremover igen kan få en mindre politiseret udvikling og drift på Hirtshals Havn.
Vi skal da have bilka gider da ikke at kører til Aalborg hver gang og så får vi jo alle nordmændene der til