Salling Group er nu i gang med at fjerne det tidligere bowling- og gokartcenter ved siden af A-Z, hvor koncernen ønsker at bygge et Bilka-varehus.
Entreprenøren Vennelyst har slået hul på opgaven og dermed et særdels omtalt projekt med Bilka, som indtil videre er sendt på pause.
Et flertal i byrådet i Hjørring vedtog for nogle måneder siden et kommuneplantillæg og en lokalplan, som skulle tillade byggeri af en Bilka dagligvarebutik ved siden af den eksisterende A-Z i Hjørring.
Det fik blandt andre De Samvirkende Købmænd og COOP til at sende en klage til Det statslige Planklagenævn. Efter klagernes mening vil et Bilka ved siden af A-Z blive et hypermarkedslignende indkøbscenter i modstrid med planlovens detailhandelsbestemmelser.
Planklagenævnet har besluttet, at klagen over planerne om etablering af en Bilka i Hjørring skal have opsættende virkning, indtil klagenævnet på et senere tidspunkt træffer en konkret afgørelse i sagen.
“Planklagenævnet finder, at der i den aktuelle sag er forhold, der kan begrunde, at nævnet fraviger hovedreglen om, at en klage ikke har opsættende virkning”, skriver nævnet blandt andet i sin afgørelse.
Der er ikke oplyst, hvornår den endelige afgørelse og dermed godkendelse til byggeriet er klar.