Fredag aften er adskillige af brandvæsnets udrykningskøretøjer kaldt til en brand på Borup Tværvej lidt uden for Vrå.. Ad flere omgange er der kaldt assistance til stedet.
– Borgere i området kan se en kraftig røgsøjle fra over 4 km afstand, skriver Nordjyllands Beredskab fredag aften på det sociale medie X om den kraftige brand, der lige nu pågår i en lade.
Derudover oplyses det, at man har afspærret vejen helt grundet vanskelige adgangsforhold.
– Vi opfordrer til ekstra opmærksomhed ved Boruphedevej, da der vil forekomme betydelig udrykningskørsel i området, forklares det på X.
Både Station Brønderslev og Station Hjørring er blevet kaldt til stedet, fremgår det af Nordjyllands Beredskabs profil på X.


