Mandag midt på eftermiddagen er Nordjyllands Beredskab med flere udrykningskøretøjer fra både Hirtshals og Hjørring sammen med akutlægebil og ambulance rykket ud til en brand om bord på Norwegian Gannet, der ligger ved Industrikajen i Hirtshals.
Ifølge netavisens mand på kajkanten havde folkene ombord hørt et brag i kompressorrummet og efterfølgende set flammer samme sted. I skrivende stund forlyder det, at der ikke skulle være tilskadekomne som følge af branden på Norwegian Gannet, der fragter laks fra norske opdræt til Hav Line i Hirtshals.
På trods af braget var der ikke tale om nogen større brand, men da der ikke fra start var et klart billede af situationen, tog man ingen chancer hos Nordjyllands Beredskab. Derfor det store opbud af udrykningskøretøjer.
Foto: Niels Skipper.