Braste borgmesterdrømme i Vendelby

Der var engang en særdeles ambitiøs herre, som havde én altoverskyggende drøm. Det var at blive borgmester i Vendelby. Han talte om det ved enhver lejlighed, på torvet, til møder og i alle medier, der ville lægge spalter og mikrofon til.

Borgmesterkandidatens vigtigste kvalifikation, som han fremhævede igen og igen, var en tidligere ansættelse i en stor og velrenommeret virksomhed. Hvilken stilling han havde haft, forblev desværre uklart, men det lød imponerende og var nok til at skabe respekt hos nogen.

Manden var så opsat på at opnå posten, at han omgav sig med indbildte rådgivere, der lovede ham den perfekte strategi. De hviskede ham i øret: “Kritiser alt og alle. Brug postulater og insinuationer. Hvis du råber højt nok, vil folk tro, du har ret.” Og sådan gjorde han.

Borgmesterkandidaten angreb beslutninger i øst og vest og såede tvivl om motiver, mens han antydede fejl, hvor ingen andre kunne finde dem. Desto mere han kritiserede, desto mere frygtede folk at indrømme, at de ikke forstod hans lokalpolitiske logik, for så måtte de jo være uegnede til politik.

Kampagnen blev lanceret med store ord om fornyelse og handlekraft, men uden nogen som helst konkrete planer. Alligevel nikkede nogle folk beundrende, for de ville dog ikke indrømme, at de ikke kunne se den store vision. “Det må være mig, der ikke er klog nok,” tænkte de.

Valgdagen nærmede sig langt om længe, og manden marcherede gennem købstadens gader som den sandfærdige frelser. Hans disciple og tilhængere klappede, mens han talte om sin erfaring fra den store og velrenommerede virksomhed, som han af uransagelige grunde alligevel ikke havde gjort videre karriere hos.

Det forekom borgmesterkandidaten at være den magiske nøgle til succes. Men midt i jubelen lød på selve valgdagen en stemme fra mængden: “Han har jo ingen planer! Han har kun floskler og beskyldninger som figenblade!” Stilheden bredte sig, og snart hviskede flere det samme.

Den ambitiøse herre fortsatte uanfægtet sin propaganda, som om intet var hændt, men sandheden var på fatal og katastrofal vis afsløret. Bag de store ord og den mystiske erhvervserfaring gemte der sig intet realpolitisk alternativ.

Sådan endte historien om manden, der ville være borgmester, ikke med triumf, men med en placering i periferien af byrådet og en desværre endnu ikke tillært lektie om, at substans og samarbejde vejer tungere end tomme løfter og insinuationer.

Og hvis han ikke er løbet tør for floskler, snakker han sikkert endnu skingert videre. Det er ganske vist.

Enhver lighed med nogen som helst nulevende politiker er helt og aldeles utilsigtet. Amager halshug!