Det var med højspændte smagsløg og forventningens glæde, at fruen og jeg sammen med yngste datter skærtorsdag tog afsted for at spise brunch på den nye Café Kork og Kød ved siden af Kødboxen ved Runddelen i Hirtshals.
![Brunch med bravour 2](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2024/03/Brunch_7_800x600.jpg)
Det bagved liggende koncept er for så vidt ikke nyt, idet idéen med selv at kunne sammensætte sin individuelle brunch ud fra et bestillingskort allerede er prøvet andre steder, men når man på forhånd kender Jan Hansens høje krav til kvalitet fra Kødboxen, var forventningerne bestemt ikke ubegrundede, da vi på forhånd bestilte bord i det nu hyggeligt indrettede lokale hos Café Kork og Kød.
![Brunch med bravour 3](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2024/03/Brunch_6_800x600.jpg)
Der var lidt ekstra ventetid på denne første åbningsdag, men så skal vi da ellers også love for, at vi fik kvalitet og velsmag for alle pengene. Det var virkelig brunch med bravour. Hvis ikke man er til brunch, som sprogligt er en kombination af ordene breakfast og lunch, eller kigger indenfor senere på dagen, er der også et større menukort med blandt andet de populære burgere og sandwiches fra Kødboxen.
Der kan næppe være tvivl om, at indehaverne har prioriteret rigtigt, da de for nylig valgte at trække den ellers velassorterede vinafdeling ind i Kødboxen for så til gengæld at give kunderne mulighed for at blive spisende gæster i Café Kork og Kød.
Konceptet er kærkomment og kvaliteten kanon!
Foto: Niels Skipper.