Dørene er låste og gitrene er for vinduerne. Bortset fra click-and-collect er butikkerne stadig lukkede, og det kan nu for alvor mærkes på økonomien. Således er huslejerestancen steget til 2,1 mia. kr. Det er det næsthøjeste niveau siden coronaens indtog, og det er også den største stigning på en enkelt måned siden krisens begyndelse. Ved udgangen af 2020 var restancen således 800 mio. kr. lavere end nu.
Derfor opfordrer EjendomDanmark til, at der lægges en langsigtet plan for, hvordan man genoplever det udfordrede butiksliv:
”Butikkerne stod svagere ved denne nedlukning end ved den første, og derfor skal vi som samfund have en samlet plan for, hvordan vi på den lange bane holder hånden under dem. Der er mange udskudte udgifter som momsen, og selvom udlejerne igen viser sig som en stærk samarbejdspartner, er det en midlertidig løsning. Trækker krisen ud, skal der støbes et så stærkt fundament som muligt under butikkerne ved hjælp af blandt andet velfungerende hjælpepakker,” siger Jannick Nytoft, adm. direktør i EjendomDanmark.
Han understreger, at udlejerne holder hånden under deres gode erhvervslejere for at sikre sig, at de også eksisterer, når landet vender tilbage til mere normale tilstande. Derfor bliver der indgået mange lokale aftaler og fundet løsninger på de enkelte situationer.
Højeste niveau
Løfter man blikket fra butikkerne og til det generelle billede, er der også grund til panderynker. Det samlede restancetal er således steget til 3,7 mia. kr., hvilket er det højeste niveau siden foråret 2020. Også her er stigningen fra midten af december og frem til i dag det højeste siden foråret sidste år.
”Visse erhverv - som butikker - er langt mere udsatte i en nedlukning, og de rammes først af krisens konsekvenser. Men der er ingen erhverv, der ikke er forbundne med andre, og derfor kan butikkernes udfordringer sprede sig til leverandører og andre samarbejdspartnere. Det er med andre ord bidende nødvendigt, at der løbende justeres på hjælpepakkerne, så de er tilpasset virkeligheden,” siger Jannick Nytoft.