En række forretningsdrivende i Hjørring er så trætte af butikstyverier, at de nu går ud og advarer både kolleger og andre i lokalsamfundet.
– Vi oplever en voldsom stigning i antal butikstyverier, og vi kan se, at der stjæles både mindre ting og rigtig dyre varer. Det kan for eksempel være kød til mange hundrede kroner og dyr elektronik, spil og lignende, fortæller varehuschef i Føtex Hjørring, Morten Kjær.
– Det er et voksende problem, og vi ser desværre yngre og yngre butikstyve helt ned til 13-14 års alderen. Det er svært at forstå, siger SPAR Hjørring købmanden på Nordens Allé, Dennis Bak.
– Der må jo være nogen derude i samfundet, der aftager, altså køber, de stjålne varer, og det er næsten det værste, at der findes hælere, som på den måde understøtter butikstyvenes hærgen. De må da have en dårlig smag i munden, og måske ved de ikke, at hæleri også er strafbart, siger Morten Kjær.
Der er også eksempler på, at butikstyve, der genkendes på overvågnings-videoer, frækt slår deres stjålne varer op på for eksempel Facebook, hvor butiksejerne kan genkende deres dyre varer sat til salg for en slik i en undergravende og misforstået form for tag-selv.
– Jeg forstår heller ikke, at nogen tør købe kød på Facebook, for ingen ved jo, hvordan det har været opbevaret. I butikkerne har vi styr på temperatur og opbevaring.
– Vi anmelder altid butikstyveri til politiet, og det vil jeg opfordre alle til at gøre. Kun på den måde kan politiet få mulighed for at finde tyvene, siger Morten Kjær.
– Vi anmelder altid tyveri til politiet også selv om det kan være svært, når en ung gut blive snuppet og taget med på kontoret til en samtale sammen med forældrene. Ofte er de rystede over at opdage, at deres barn stjæler. Det er som om, at det er blevet sværere for flere at kende forskel på dit og mit, supplerer Dennis Bak.
Butikstyverier koster hvert år forretningsdrivende mange penge, for selv om der er forsikringsdækning, er der som regel også en selvrisiko.
Nordsøposten fortæller også gerne DIN historie. Kontakt os.