Gennem mere end 34 år har uddeler Bente Meibom stået i spidsen for Brugsen i Tornby. Gennem alle årene har Bente udviklet og optimeret på den lokale dagligvareforretning, der i dag fremstår nyrenoveret og topmoderne.
Samtidig har Bente formået at drive butikken på en økonomisk forsvarlig måde, således den er helt gældfri og selvfinansierende. Bentes indsats er også blevet bemærket på direktionsgangen hos COOP, og tidligere i år modtog hun prisen som Årets Leder i Brugsen. Sidste år modtog hun Coops Arbejdsmiljøpris for at skabe et positivt miljø i den lokale Brugs, hvor kunder og medarbejdere føler sig værdsatte og respekterede.
Udover at Brugsen fungerer som Tornby-folkenes naturlige butik, hvor man handler sine dagligvarer, har Bente – sammen med sine dygtige og friske medarbejdere – også formået at skabe et fælles rum, hvor lokale og andet godtfolk mødes og drøfter verdenssituationen.
På mandag runder Bente et skarpt hjørne, og det blev fredag eftermiddag fejret ved et arrangement i Brugsen, hvor en meget stor del af Tornbys indbyggerskare mødte frem for at hylde og lykønske den populære uddeler. I dagens anledning var Brugsen vært for vin, sodavand og håndbajere samt chips, pølser og fødselsdagskage til de mange fødselsdagsgæster, der kvitterede ved at synge fødselsdagssangen for Bente.
Mandag fejrer Bente Meibom sin fødselsdag for den nærmeste familie under private former.
NordsøPosten iler med at ønske Bente tillykke med fødselsdagen.
Foto: Niels Chr. Jakobsen.