Lørdag den 16. november 2024 fylder manden bag Tversteds Rock’n’Roll pølsevogn, Poul Erik Skov, år nok til at overgå til pensionistlivet.
Det gør han i hvert fald i henhold til de gældende regler for fødselarens årgang. Sådan er det i dag, og ingen ved, hvor pensionsalderen er i morgen. Som Gnags sang: ”When I’m 67 og sitter å æ bænk men vil hellere stå i en pølsevogn”.
”Old School Biker’s Hot Dog” blev hans skæbne. Pølsevognen er nu i vinterhi et hemmeligt sted og ruller i sommerhalvåret, helst i tørvejr, ud til særlige lejligheder som for eksempel, når motorcykelfolket mødes i Tversted.
Polle er kælenavnet på fødselaren, som på et tidligere tidspunkt udvandrede fra Fyn. En dag tog han lange bukser på, pakkede en taske og hoppede på den store knallert for at trille vestpå. Han tog fejl af retningen og endte nordpå.
Skæbnen ville, at motorcyklen løb tør for brændstof i Tversteds rundkørsel, og så tog han holdt. Og blev der. Det blev Tversteds skæbne.
Siden har han beriget lokalsamfundet med blandt andet gulvbelægning, interessen for fed guitar-rock og smukke kværne. Nåh ja, og så godt selskab, højt humør og masser af kontant humor med eller uden hund.
Manden, der brugte en del af sit liv på Hjallelseskolen, beskriver sig selv som ”Byens Bedste & Eneste “fyn’sk” Gulvmontør/ Hot Dog’s Specialist……..”
Denne lille fødselsdagshilsen er ikke lavet ved hjælp af kunstig intelligens og i det hele taget ikke ved brug af intelligens. Vi kan derfor ikke stå helt inde for alle detaljer, og har DU kendskab til noget, der burde med i beretningen, så hold det for dig selv.
Som løverne brølede engang: ”Du er ikke som de andre”. Tak for det!
Under alle omstændigheder er her forsøgt beskrevet et vellykket integrationsforløb. Stort og velment tillykke til Polle!
Er helt enig i de fremsatte lyksaligheder om Polle. Polle er helt igennem en autentisk person altid fornøjeligt at tale med Polle og nyde hans smittende humør. Poul Erik er dertil en utrolig dygtig gulvlægger. Har brugt ham flere gange til de 3 huse vi har altid veludført arbejde stor respekt for dette. Hjertelig velkommen i de voksnes rækker Polle 🙂
Vh fra nr. Huiå7 på Tannisbugtvej i Tversted.