Hjørring Alliancen havde stor succes med Byfesten sidst i maj måned, hvor der blev noteret rekordomsætning i flere butikker.
– Først og fremmest en stor tak til alle jer, der deltog og bakkede op om Byfesten. Flere butikker og aktører meldte om omsætningsrekorder, og stemningen i byen var fantastisk. Tak for de mange positive tilbagemeldinger – vi værdsætter virkelig, at I tager jer tid til at skrive og anerkende indsatsen. Vi kunne ikke gøre det uden jer, skriver den nye direktør for Hjørring Alliancen, René Zeeberg.
Lige efter Byfesten skrev Hjørring Alliancen: Tak for en vidunderlig Byfest. Byfesten 2025 er rundet af – og vi svæver stadig på en bølge af god stemning og fællesskab! To fantastiske dage fyldt med musik, grin, leg, foreningsliv, cykelløb og masser af glade ansigter i gaden. Tusind tak til alle jer, der dukkede op og var med til at gøre det hele til noget helt særligt! I har gjort Hjørring levende – og vi er SÅ taknemmelige!


