Et spændende program for indvielsesarrangementet lørdag den 11. juni er lagt, og Byforum lægger an til en både festlig og aktiv dag, hvor alle interesserede er velkomne til at være med.
Se det detaljerede program nedenfor og vær opmærksom på, at optakten til festlighederne finder sted med musik ved Jepsen plads i Nørregade kl. 11, og herfra går turen til fods med musik ledsaget af byens foreningsfaner – og alle, som har lyst, må gerne følge med i kortegen til selve indvielsesarrangementet, der finder sted ved Havudsigten på Leret fra kl. 12.
– Festlighederne indledes med indvielsestaler og båndklipning, som rundes af med fællessang og jazzmusik. Og forinden eftermiddagens aktiviteter sættes i gang serverer Byforum fiskefrikadeller og drikkelse. Herefter inviteres til afprøvning af de nye faciliteter – nyd udsynet over havet fra Havudsigten eller test Ringstiens ruter på en trave eller løbetur rundt om byen. Byforum inviterer og du vælger aktivitet, siger John Kongerslev fra Byforum.
– Fyrsprinten er et lille kort løb på ca. 1 km for børn. Starten går ved Havudsigten, hvorefter det går i fuld sprint ud af den nye Udsigtssti, og målet nås, når børnene er på stiens top ved Hirtshals Fyr. Mange børn vil klare turen på under 10 minutter, nogle endda på 5 minutter. Efter løbet returneres til Havudsigten, hvor der uddeles flotte medaljer samt en lille præmie til alle børnesprinterne. Vi håber, at mange har lyst til at deltage i denne lille sjove aktivitet, forklarer John Kongerslev.
Alle med lyst til at afprøve de bynære stiruter omkring Hirtshals inviteres til at løbe eller vandre en af Ringstiens markerede ruter. Den korte vest-rute som er på godt 5 km, eller den lange rute byen rundt som er på knap 10 km. Inviter dine gå- eller løbekammerater med på ”jomfrurejsen” på disse nye og smukke naturstier omkring Hirtshals. Selvom du er lokal, er der garanti for, at du kommer til at opleve stier og steder, som du ikke kendte! Ruterne er godt markeret med helt nye vejviserskilte og rutepæle med Ringstiens let genkendelige piktogrammer.
– Man kan også deltage i en hyggelig guidet vandretur på ca. 5 km med guide fra ”The Sky Is Blue”. Undervejs fortælles små spothistorier om det vi møder i naturen, om området, de nye stier og måske et par røverhistorier, slutter John Kongerslev.