Som et af mange indslag i det store program for fejringen af SuperBrugsens centrale placering igennem 50 år på Jørgen Fibigersgade i Hirtshals, var Byforum torsdag eftermiddag på besøg i jubilæumscaféen i forhallen.
SuperBrugsens bestyrelse bød på kaffe og småkager, og bestyrelsesformand for Byforum, John Kongerslev samt bestyrelseskollegaer fik en hyggelig snak med interesserede kunder om de mærkesager, som Byforum siden tilblivelsen i 2017 har fået gennemført til gavn for Hirtshals. Nævnes kan bl.a. oprettelsen af servicegruppen ”Fortovsmatroserne”, anlæggelse af ”Solnedgangspladsen”, etablering af Ringstien og anlæggelse af 1. etape af Udsigtsstien, opsætning af ”Fiskergadestenen” på Leretsamt anlæggelse af Udsigtsstiens etape 2 inkl. Skibsbyggerbroen over Skagerakvej.
Byforum står også for anskaffelse og opsætning af de mange flagstænger i byen, hvorfra Dannebrog vejrer ved givne lejligheder. John Kongerslev fortæller, at Byforum har domicil og opbevaringsplads i Kølemadsens store hal på Skovvej – for mange sikkert bedre kendt som Hirtshals Tømmerhandel. Igennem årene har Byforum sikret Hirtshalstilførsel af 5,7 mio. kroner til de mange projekter. Hertil kommer masser af frivilligt ulønnet arbejde.

Aktuelt arbejder Byforum med flere andre spændende projekter i Hirtshals, bl.a. opstilling af Caminoskulpturen, genetablering af Kompasretterpælen ved Den Gamle Bedding, udgivelse af Lars Nielsen frisekatalog sammen med Lokalhistorisk Selskab samt opgradering af Slæbestedet ved Den Gamle Bedding. Gennemførelse af 3. og sidste etape af Udsigtsstien fra Banegårdspladsen til Nordsøen Forskerpark og Oceanarium er også højt prioriteret på Byforums to do-liste.

Repræsentanterne for Byforum benyttede sig også af lejligheden til at tegne nye medlemmer af repræsentantskabet til sikring af fortsat udvikling og forskønnelse af Hirtshals. Medlemskaber kan også tegnes via hjemmesiden www.byforum-hirtshals.dk. Uddeler Martin Halle og bestyrelsesformand Nete Dalsgaard var hurtige, og sikrede SuperBrugsen et medlemskab.
Fejringen af SuperBrugsens 50-års jubilæum på Jørgen Fibigersgade fortsætter i den kommende tid, hvor forskellige lokale foreninger vil være at finde i jubilæumscafeen. Vi vil gerne bakke op omkring byens store foreningsliv og det gør vi bl.a. på denne måde, fortæller Nete Dalsgaard.
I butikken kan man hele marts måned også finde små udstillinger med masser af billeder og avisudklip fra butikkens 50-årige historie.
Foto: Niels Chr. Jakobsen.