Af Mette Præstegaard
Enebærvænget 2
Hirtshals
Da første suppleant ikke kunne, blev det undertegnede. Jeg sagde selvfølgelig ja, da der for Erik Høgh-Sørensen var vigtige ting at få bakket op omkring.
Bormesterkontoret indkaldte mig, og jeg gjorde klar til hurtig udrykning. Blot en time senere blev der ringet fra borgmesterkontoret om, at jeg ikke skulle være sikker på at få lov til at afløse; for et byrådsmedlem havde ved et tilfælde fundet ud af, at Erik Høgh-Sørensen skulle deltage i et møde i Sorø og nok ikke bare over at besøge sit syge barn i København, og denne information ville betyde, at jeg ikke skulle være indkaldt; men nu måtte jeg møde op og afvente byrådets dom som punkt 1.
Jeg blev som forventet hos alle partier nægtet at afløse Erik Høgh- Sørensen, og forblev på tilhørerækken aftenen ud. Om det var korrekt handling fra byrådets og Erik Høgh-Sørensens side, skal jeg ikke udtale mig om; men en ting er 100 procent sikker. Havde det været et andet byrådsmedlem, der havde været forhindret i at møde op og sat afløser på, havde de øvrige byrådsmedlemmer ikke været ude at tjekke, om der virkelig var sygdom i familien og om der ellers skete andre ting hos den fraværende. Uhørt!
Jeg var noget rystet efter den mærkelige oplevelse; men glædede mig dog meget over, at det lykkedes at få givet grønt lys for det nye friplejehjem i Tornby. Mindre glad var jeg for borgmesterens behandling af forslag fra Erik Høgh-Sørensen om folkeafstemning i de områder, hvor vindmøller planlægges opstillet. Byrådsmedlemmerne fik slet ikke adgang til hverken ytring eller taster. Således var det også ved byrådsmødet i april, hvor Erik Høgh-Sørensen kom medforslag om byggestop på Kløren 13 Tornby, indtil man havde fået genetableret den ulovlig jævnede yderklit foran byggeriet.
Nu er der gået et par uger siden mødet d. 25. maj, og tiden har ikke gjort mig mindre rystet; for vi borgere skulle jo kunne gå til vore byrådsmedlemmer og via disse få for os vigtige ting op i byrådet – men denne mulighed fratager man i Hjørring de 699 vælgere, der ved kommunevalget stemte på Erik Høgh – Sørensen. Uhørt unfair spil både over for et byrådsmedlem; men så sandelig også over for de mange borgere. Sådan kan man ikke spænde ben for demokrati. (Selvfølgelig ville borgmesteren ikke have byggestop på Kløren 13 – han havde jo selv som TM-formand i 2021 givet byggetilladelsen).
Hvad jeg i 2022 har oplevet ved at kigge TV, når der er scener fra byrådsalen minder mig om en skoleklasse, hvor flertallet på holdet mobber et par stykker frem for at få dem med i fællesskabet. Kom disse børn med gode ideer blev de straks forkastet – prøvede de at komme med i fællesskabet ved f. eks. at lave legeaftaler, blev de altid afvist. De blev heller aldrig inviteret med til fødseldagsfester og den slags.
Mange, der i skoletiden har været holdt ude af klassekammeraterne, har senere vist dig at være supergode unge mennesker med masser af talenter og gode ideer. De blev bare ikke tålt af flokken. Mobning bekæmpes heldigvis i dag. Alle skal have en chance og med i fællesskabet, også drenge der kan finde på at råbe lidt højt.
Byrådet bør derfor ikke optræde som en skoleklasse, hvor der mobbes. Vi skriver anno 2022, og derfor skal ALLE med på holdet; for vi har brug for alle, og hele holdet har masser af gode talenter, som kan være Hjørring Kommune til nytte og gavn. Jeg ønsker derfor ALLE mand på bane og et godt samspil på alle fronter i byrådet fremover – og, sender vi borgere via et byrådsmedlem et forslag til byrådet for at høre byrøddernes mening, bør dette ikke på udemokratisk vis forhindres af borgmesteren.
Fair play ønskes. God sommer.