Strategisk planlægning eller panik før lukketid? Det kunne være overskriften på et debatindlæg, der udtrykte skepsis i forhold til byrådets energiske satsning på at få iværksat planlægning for VE-projektet. For som det ser ud nu, er der lagt op til, at byrådet i værksætter planlægning for mange gange mere VE-energi, end der er kapacitet til i nettet. Også på den lange bane.
En stor mundfuld
Hvis byrådet ender med at følge indstillingen fra teknik- og miljøudvalget og økonomiudvalget, er der udsigt til, at der skal iværksættes planlægning for 23 vindmøller fordelt på 7 parker, og 18 solcelleparker med et samlet areal på mere end 1600 hektar. Den samlede kapacitet af de mange projekter vil være i omegnen af 1000MW. Til sammenligning har de eksisterende havvindmølleparker i Danmark en samlet effekt på 2468MW.
Det er med andre ord noget af en mundfuld, der ligger klar på tallerken til byrådsmødet den 28. februar. En meget større mundfuld end der kan klemmes ind i elnettet.
Kapacitetskort.dk
Energinet har ansvaret for driften og udviklingen den del af elnettet, som kaldes transmissionnettet. Elnettet består af to dele. Dels det netop nævnte transmissionsnet, dels distributionsnettet som drives og udvikles af virksomheder, som Nord Energi Net A/S og N1 A/S.
Energinet har det overordenede ansvar og overblikket over, hvor i Danmark, det er mest hensigtmæssigt at etablere nye VE-Anlæg. Til hjælp for projektmagere og kommuner har Energinet etableret Kapacitetskort.dk, hvor man kan se, hvor meget ledig kapacitet der er i elnettet. Og hvor meget ledig kapacitet der forventes at være i 2027, når planlagte forstærkninger af elnettet er gennemført.
Energinet beskriver formålet med kapacitetskort med følgende ord:
Formålet med kapacitetskortet er at skabe fælles fokus på placering, mængde og tids-forhold relateret til tilslutning og indpasning af nye elproduktionsanlæg, herunder:
- At skabe et grundlag for tidlig dialog mellem Energinet, netselskaber og anlægsejere for at effektivisere planlægning og etablering af nye elproduktionsanlæg for alle parter.
- At synliggøre gode placeringer og aktuelt realiserbare mængder set i relation til elnettet. Herved kan hastigheden for tilslutning og indpasning optimeres, og de samfundsøkonomiske omkostninger minimeres.
Hvordan ser det ud med kapaciteten i elnettet i Hjørring kommune?
Kort sagt ser det ikke godt ud. Umiddelbart er der ikke plads til ny produkt, såfremt den nye produktion skal indpasses via distributionsnettet.
Men ser vi lidt frem i tiden, lysner det en smule. Nedenstående kort viser hvor meget ledig kapacitet, der vil være i distributionsnettet, når de planlagte forstærkninger af el-nettet er realiseret i 2027. Den sydvestlige del af Hjørring, Brønderslev og Jammerbugt kommune har tilsammen udsigt til at kunne indpasse mellem 20-40 MW nye produktion via distributionsnettet. Årsagen til at det er lidt, er at Jammerbugt og Brønderslev kommuner allerede har lagt beslag på stort set al den kapacitet, som elnettet bliver forstærket med frem mod 2027. Hvis man ser på resten af landet, er og kommer der flere områder, hvor der masser af ledig kapacitet til nye VE-projekter.
Større projekter bliver af og til tilsluttet direkte til transmissionsnettet. Nedenstående kort viser omfanget af ledig plads i transmissionsnettet. Der fremgår, at der en ledig kapacitet i den nordlige del af Hjørring kommune. Det er positivt. Men der er en sten i skoen. Mere om det senere.
Nedenfor ses den ledige kapacitet i transmissionsnettet, når forstærkningen er gennemført i 2027. Det mest påfaldende er, hvor stor forandring der er sket i Midt og Sønderjylland, mens situationen i Hjørring kommune er uforandret. Der er et meget begrænset potentiale i den sydvestlige del af kommunen, mens det ser noget mere lovende ud i den nordlige del. Men der var jo den der sten i skoen. Den kommer vi til nu.
Stenen i skoen
Den sorte prik i det mørkegrønne felt er Bredkær transformatorstation. Den har et ubrugt potentiale på 110MW, altså en brøkdel af det som byrådet drømmer om. Problemet med de 110MW er, at de kun kan realiseres ved direkte tilslutning til transmissionsnettet. De kan ikke udnyttes via distributionsnettet, hvilket har betydning for, hvilke projekter det er relevant at i værksætte planlægning for.
I 2027 vil potentialet for indpasning af ny VE-kapacitet på Bredkær transformatorstation stige til 140MW, mens potentialet for indpasning af ny VE-kapacitet via Nibstrup transformatorstation i Brønderslev vil stige til 40MW.
Tak for ny nyttig viden til både borgere og politikere.