På baggrund af ansøgning fra Nordic Biomass om opstilling af solcelleanlæg øst for Villerup Hovedgård er der udarbejdet forslag til kommuneplantillæg nr. 23 og forslag til lokalplan nr. 900-L25. Planforslagene har været i offentlig høring i otte uger. Kommunen har modtaget 1 høringssvar til planforslagene. Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om planforslagene skal fremsendes til Byrådet med anbefaling af vedtagelse.
Sagsfremstilling
Baggrunden for udarbejdelse af kommuneplantillæg og lokalplansforslag
Planlægningen skal give mulighed for at etablere et solcelleanlæg og et varmepumpeanlæg på et område øst for ved Villerup Hovedgård i tilknytning til de 4 møller, der er opstillet i 2000. Se bilag 1 Oversigtskort.
Beskrivelse af lokalplansforslag
Det er formålet med forslagene at give mulighed for etablering af et solcelleanlæg og et varmepumpeanlæg, der kan medvirke til den grønne omstilling i Hjørring Kommune bl.a. i form af lokale energifællesskaber baseret på el og varme.
Solcelleanlægget etableres med henblik på, at anlægget og de 4 eksisterende vindmøller, kan forsyne Skallerup Seaside Resort med grøn el. Varmepumpeanlægget etableres med henblik på, at levere varme til fjernvarmeforsyningen i Lønstrup og Sønderlev-området og baseret på, at varmepumpen drives af strøm fra solcellerne og vindmøllerne.
Lokalplanens område opdeles i 3 delområder. Delområde I udlægges til solcelleanlæg og udgør 9,98 hektar. Det forventes, at solcelleanlægget vil producere ca. 38 TJ om året, der svarer til ca. 2.600 husstandes årlige el-forbrug. Solcellerne får en højde på max. 4,5 meter. Se bilag 3 – Forslag til lokalplan nr. 900-L25 Solcelle- og varmepumpeanlæg øst for Villerup Hovedgård.
Delområde II udlægges til varmepumpe og akkumuleringstank og udgør 0,9 hektar. Akkumuleringstank kan opføres med en højde på max. 12,0 m og en diameter på max. 13,0 m.
Delområde III udlægges til afskærmende beplantning og har en udformning, hvor eksisterende ældre beplantning kan udgøre en del af den afskærmende beplantning. Dermed vil anlægget fra dag ét være afskærmet i forhold til omgivelserne. Dette delområde udgør knap 5 ha.
Ved vedtagelsen af lokalplanen aflyses en mindre del af lokalplanen for de 4 vindmøller, da de to planer er sammenfaldende. Den del, der aflyses, anvendes ikke til vindmøller eller tekniske anlæg til møllerne. Det vurderes derfor, at det er uproblematisk at aflyse dele af denne plan.
Det tilhørende kommuneplantillæg kan ses i bilag 2 – Forslag til kommuneplantillæg nr. 23 Solcelle- og varmepumpeanlæg øst for Villerup Hovedgård.

Offentlig høring
Planforslagene har været fremlagt i offentlig høring i 8 uger fra 26. juni 2023 til 21. august 2023. I den periode har kommunen modtaget 1 høringssvar fra Aalborg Stift. Se bilag 4 – Indkommet høringssvar. Aalborg Stift havde bemærkninger til visualiseringerne og foreslog at de blev opdateret. Aalborg Stift havde ikke yderligere bemærkninger. Administrationen vurderer, at indsigelsen ikke giver anledning til ændringer i planerne, da der var tale om et opklarende spørgsmål.
Lovgrundlag
Planloven § 27
Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter §§ 8-11 om miljøvurdering, screening, høring af myndigheder og andre interesseorganisationer, samt offentliggørelse.
Sundhed
Administrationen har foretaget en screening i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter i forhold til planernes mulige indvirkninger på miljøet. På baggrund af screeningen er det vurderet, at der ikke skal foretages en miljøvurdering af de to planer.
Afgørelsen om ikke at udarbejde en miljørapport har været annonceret samtidig med den offentlige høring af planforslaget. Afgørelsen er ikke blevet påklaget, og klagefristen er udløbet.
Direktionen indstiller,
- at Teknik- og Miljøudvalget fremsender kommuneplantillæg nr. 23 Solcelle- og varmepumpeanlæg øst for Villerup Hovedgård til Byrådet med anbefaling af vedtagelse, og
- at Teknik- og Miljøudvalget fremsender lokalplan nr. 900-L25 Solcelle- og varmepumpeanlæg øst for Villerup Hovedgård til Byrådet med anbefaling af vedtagelse.
Historik
Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget 2022-2025, 3. oktober 2023, pkt. 7:
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler, at indstillingerne godkendes.
Tim Jensen deltog ikke i behandling af punktet.
Beslutning fra Økonomiudvalget 2022-2025, 11. oktober 2023, pkt. 8:
Økonomiudvalget anbefaler, at indstillingen følges.
Louise Bilde Hvelplund deltog ikke i mødet.


