Sindal Biogas blev etableret i 2017, og efterfølgende er der sket flere udvidelser af anlægget. I 2023 blev den seneste store miljøgodkendelse meddelt, hvor anlægget blev godkendt til et biomasseindtag på 500.000 t/år, CO2-opsamling og produktion af græsprotein. Efterfølgende blev er i juli 2024 meddelt et tillæg til miljøgodkendelsen, som gav mulighed for et nyt opgraderingsanlæg.
Beskrivelse af det ansøgte
Med det ansøgte projekt ønsker Sindal Biogas at udvide biomasseindtaget til 800.000 t/år. Udvidelsen kræver ikke opførsel af nye bygninger/tekniske anlæg, da det eksisterende anlæg vil kunne håndtere 800.000 t/år ved at nedsætte opholdstiden i reaktorerne. Det betyder, at udvidelsen kan indeholdes i den eksisterende lokalplan 800-07, som blev vedtaget i maj 2023.
Processen blev igangsat af Teknik- og Miljøudvalget 3. september 2024, og Byrådet besluttede at sende udkast til afgørelser i høring 26. marts 2025.
Udvidelsen af biogasanlægget er godkendelsespligtig, hvilket betyder, at der er udarbejdet et tillæg til miljøgodkendelse jf. bilag 1- Tillæg til miljøgodkendelse. Derudover er der også lavet en miljøkonsekvensvurdering af projektet jf. bilag 2 – Miljøkonsekvensvurdering. Det væsentligste emne i miljøkonsekvensrapporten er trafik til og fra biogasanlægget.
Miljøkonsekvensrapport og udkast til miljøgodkendelse har været i høring i perioden 28. marts til 23. maj 2025.
Trafikbelastning
Projektet medfører et øget antal transporter til og fra anlægget. I den nuværende godkendelse er det forudsat, at indtag af 500.000 t biomasse giver anledning til 94 transporter/dag (v. 350 dage). Derudover er der godkendt, men endnu ikke opført CO2-opsamling samt græsprotein, der giver yderligere 41 daglige transporter (v. 350 dage). Udvidelsesprojektet (indtag på 800.000 t biomasse + CO2-opsamling + græsprotein) forventes samlet set at medføre gennemsnitligt 194 transporter/dag (v. 350 dage). Det vurderes i miljøkonsekvensrapporten, at det omkringliggende vejnet er i stand til at håndtere den øgede trafik.
Egenkontrol
Sindal Biogas har et egenkontrolprogram, der dels overvåger driften og dels overvåger forskellige miljøparametre. Resultaterne af egenkontrollen på miljøområdet behandles på tilsyn og i årsrapporten om miljøforhold.
Opdaterede OML-beregninger
I høringsperioden blev ansøger opmærksom på, at der var fejl i de OML-beregninger, som er en del af ansøgningsmaterialet. I bilag 1a har ansøger redegjort nærmere for, hvori fejlen består, men overordnet handler det om nogle mindre beregningsfejl i OML-beregningerne for både luft og lugt. Selvom der er tale om mindre fejl, betyder de alligevel, at ansøger har været nødt til at tilrette projektet for at kunne leve op til miljøgodkendelsens vilkår om lugt. Ansøger har således lavet mindre tilretninger af afkasthøjder og fjernet et fremtidigt afkast til græsproteinanlæg. Beregningerne er dokumenteret i bilag 3 til miljøkonsekvensrapporten (bilag 3).
Behandling af høringssvar
I høringsperioden modtog administrationen 4 bemærkninger (bilag 4 – Indkomne høringssvar). Det skal ses i sammenhæng med, at Hjørring Kommune modtager få klager (10 i alt over 12 måneder, primært fra en enkelt borger) over Sindal Biogas, hvilket måske kan forklares ved, at anlægget har en fast rutine for håndtering af klager.
Høringssvarene har primært omhandlet de trafikale forhold i forbindelse med udvidelsen og forholdene for omkringboende.
Høringssvarene har givet anledning til mindre, faktuelle rettelser, som ikke ændrer konklusionerne i materialet. Eksempelvis er vilkår i miljøgodkendelsen om samlet antal transporter blevet præciseret.
Lovgrundlag
Bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed
Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter
Indstilling
Direktionen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget anbefaler, at miljøkonsekvensrapport og tillæg til miljøgodkendelse fremsendes til Byrådet til vedtagelse.
Historik
Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget 2022-2025, 12. august 2025, pkt. 2:
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler, at miljøkonsekvensrapport og tillæg til miljøgodkendelse vedtages.
Beslutning fra Økonomiudvalget 2022-2025, 20. august 2025, pkt. 9:
Økonomiudvalget anbefaler, at indstillingen fra TMU følges.
Holger Kjærgaard stemte imod.
Thomas Klimek deltog ikke i mødet.


