Carina Fals fra Astrup ved Hjørring har købt klinikken Tandlægerne Pein-Lorenzen på adressen Vesterbrogade 2A i Nørrresundby, hvor hun den 2. september åbner tandlægeklinik under navnet ” Tandplejerklinikken”.
De nuværende ejere, Lene og Peter Pein-Lorenzen, stopper som tandlæger med udgangen af august måned, og de er glade for, at klinikken fortsætter på samme adresse – dog med nye tandlæger.
Parret har siden den 3. februar 1987 drevet tandlægeklinik på Vesterbrogade i Nørresundby, og de synes, at det er på tide at stoppe.
De seneste par år har de ledt efter yngre kræfter til at overtage klinikken og indtil nu uden held. Parret har afvist flere interesserede, der ikke ønskede at fortsætte i den ånd, der er hos Tandlægerne Pein-Lorenzen i forhold til både ansatte og patienter.
Det er nu lykkedes at finde den rigtige afløser med salget til tandplejer Carina Fals, der ejer ” Tandplejerklinikken”, som også omfatter blandt andet to dygtige tandlæger, to tandplejere og fem klinikassistenter.
Lene og Peter Pein-Lorenzen har lagt vægt på, at den nye ejer ikke er en del af en kæde, og det er også vigtigt for Carina Fals.
– Det betyder, at vi kan fortsætte den meget personlige og hyggelige kontakt til patienterne.
– Nuværende patienter behøver ikke gøre noget, for de fortsætter blot hos os. Aftalte tider gælder også. Hvis man ikke hører noget, er det blot at møde op til aftalt tidspunkt til undersøgelse eller behandling. Nye kunder fra hele Nordjylland er naturligvis også meget velkomne, siger Carina Fals.
Hun kommer oprindeligt fra Hundelev og er uddannet fra Tandlægehøjskolen i Århus og har stor erfaring gennem 22 år i branchen.
”Tandplejerklinikken” inviterer til åbningsreception fredag den 30. august klokken 13-16 på adressen Vesterbrogade 2A i Nørresundby.
Særdeles dygtig tandplejer jeg altid besøger med glæde. Kvalitet altid i højsæde. Har du tandlæge skræk er det det rigtige sted at komme.