Af Carsten Andersen
Formand for 3F Skagerak
Byrådsmedlem i Hjørring Kommune
Valgt for Socialdemokratiet.
Vandværksvej 30
Hjørring
Når man kommer tilbage fra ferie og lige føler trang til en kop kaffe og blive opdateret på de lokale nyheder, kan man risikere at få kaffen galt i halsen.
Sådan en oplevelse fik jeg, da jeg læste indlægget på Nordsøposten, forfattet af Christian Borrisholt Steen fra Arbejdsgiverforeningen KA den 16. juli 2024.
Christian Borrisholt Steen hævder, at et forslag om at kræve et tillidsmandssystem for at kunne ansætte international arbejdskraft direkte, vil ramme skævt og især ramme de små og mellemstore virksomheder. Det er imidlertid en påstand, som ikke holder vand.
3F har utallige gange dokumenteret systematisk underbetaling og usle forhold for udenlandske arbejdere. Disse skruppelløse arbejdsgivere, der udnytter billig arbejdskraft til at underbyde hele branchen, udgør en langt større udfordring for de små og mellemstore virksomheder, som har ordnede forhold.
Når Christian Borrisholt Steen ønsker at lempe mulighederne for udenlandsk arbejdskraft uden kontrol af en landsdækkende kollektiv overenskomst og et tillidsmandssystem, åbner det blot endnu mere en ladeport for useriøse forretningsdrivende.
Hvis en virksomhed ønsker at tiltrække udenlandsk arbejdskraft, er det vel et simpelt krav at opfylde med en overenskomst. Tusindvis af andre seriøse virksomheder har da ingen problemer med at leve op til dette krav. Et tillidsmandssystem er en nødvendighed for at sikre ordnede løn- og arbejdsvilkår, og det beskytter både de ansatte og de virksomheder, der spiller efter reglerne.
Forslaget er et skridt i den rigtige retning. Ved at kræve et tillidsmandssystem og overenskomster sikrer vi, at den udenlandske arbejdskraft bliver behandlet ordentligt, og at vi undgår social dumping. Dette vil på lang sigt gavne både danske og udenlandske arbejdere samt sikre en fair konkurrence blandt virksomhederne.
Så lad os stå sammen om at sikre ordentlige arbejdsvilkår for alle, frem for at åbne op for flere muligheder for udnyttelse. Forslaget om tillidsmandssystemet er ikke et “unødvendigt benspænd,” men en vigtig beskyttelse mod uretfærdig konkurrence og udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft.
Link til det relaterede læserbrev
I was just as captivated by your creations as I was. The drawing you’ve created is stunning, and the writing you’ve done is sophisticated. However, your remarks indicate that you are worried about the possibility of engaging in something that may be seen as dubious. I’ll be able to resolve this quickly.