Hirtshals Handel & Erhverv (HHE) har fået en ny drivkraft på de sociale medier, nemlig Cecilie Kjeldgård Petersen, som er medstifter af tøjbutikken Havkyst på Nørregade.
Cecilie bliver således fremover ansvarlig for foreningens Facebook-side og ser opgaven som en mulighed for at skabe synlighed og styrke fællesskabet i byen.
Hun er vokset op i Hirtshals og har både gået i skole og stiftet familie her. Efter gymnasiet valgte hun sammen med sin kæreste at slå rødder i byen, hvor de nu har boet i fem år. Heraf det seneste halvandet år som forældre til en lille søn.
– Hirtshals betyder meget for mig, både som hjem og som det sted, vi bygger vores familie og hverdag, fortæller hun, da NordsøPosten tirsdag kiggede indenfor hos Havkyst.
Fra sygeplejerskedrøm til iværksætter
Drømmen om en karriere som sygeplejerske blev aldrig til virkelighed, men det åbnede døren til noget helt andet. For lidt over to år siden startede Cecilie som allerede antydet butikken Havkyst sammen med Lene Kruse Jensen, som hun tidligere havde arbejdet for i tre år.

– Da muligheden bød sig for at starte noget nyt sammen, føltes det helt rigtigt. Jeg har altid sat stor pris på den tillid, Lene viste mig, og i dag driver vi Havkyst som kompagnoner, forklarer Cecilie.
Tre fokusområder for HHE på Facebook
Som ny administrator for HHE’s Facebook-side har Cecilie klare mål, idet hun vil skabe værdi for medlemmerne gennem synlighed, engagement og opbakning.
Dernæst vil hun fremhæve havnebyens mange muligheder samt store og små begivenheder, der viser styrkerne i Hirtshals. Endelig vil hun gøre siden levende og indbydende som et fælles samlingspunkt, der styrker fællesskabet og tiltrækker både lokale og besøgende.
– Mit mål er, at Facebook-siden bliver et sted, man har lyst til at følge med, understreger Cecilie.

Sociale medier som løftestang
For Cecilie er der ingen tvivl om, at sociale medier er afgørende for handelslivet også i Hirtshals.
– Vi kommer ikke uden om SoMe, det er der, folk søger informationer. Facebook giver mulighed for at nå både lokale og turister direkte, siger hun og tilføjer, at Instagram også kan blive en del af strategien på sigt.
Hos Havkyst har Cecilie allerede erfaring med at bruge sociale medier til at vise sortiment og inspirere kunder også uden webshop.
– Det gør det nemt for kunder, der ikke altid har tid til at shoppe fysisk, at følge med. Samtidig tiltrækker vi besøgende fra nærliggende byer, slutter hun.
Med Cecilies engagement og lokale rødder er ambitionen klar: Hirtshals Handel & Erhverv skal være synlig, relevant og inspirerende både online og i byens gader.
Alle medlemmer af HHE, der måtte have et aktuelt budskab, opfordres derfor til at kontakte Cecilie Kjeldgård Petersen på mailadressen: [email protected]


