Lørdag spiller Nordpilens tre hold sidste runde i denne sæson, hvor alt er på spil.
Nordpilen 1 tager på hjemmebane imod Hængepilen 2 og Hængepilen 1 kl 11 og 16.
Med sejr i bare én af disse kampe vil oprykningen til Danmarksserien være en realitet. Men også i den anden ende af tabellen, står alt på spil.
Nordpilen 3 skal nemlig hente minimum 1 sejr i deres kampe mod henholdsvis Hjørring og FDC, mens man så samtidig er afhængig af at Hængepilen 2 taber både til Nordpilen 1 og Seif.
– Ja, det er virkelig en spændende dag, som vi går i møde. Personligt tror jeg på, at vores 1. hold har rutinen og styrken til at sikre oprykningen. Samtidig håber jeg, vi kan redde vores 3. hold, så de bliver i kvalrækken, fortæller en spændt Rene Thomsen, formand i Nordpilen.
– En ting er sikkert, boblerne, som er sponsoreret af Spar på Margrethevej, er lagt på køl, og alle hold mødes til en omgang chili con carne i aften, og så må vi se, hvor meget der skal fejres, slutter Rene Thomsen.
Kig derfor forbi på Skovvejen 1 i Hirtshals og støt de lokale pilekastere i deres kamp for oprykning kl. 11 og kl 16.