Den gamle Sparekasse i Lønstrup har fået den helt store omgang med malerpensel og nye gulve. for at gøre klar til åbning af Galleri &Os.
Bag galleriet står den tidligere folkeskolelærer og nu socialdemokratiske byrådsmedlem samt selvstændig iværksætter Chelina Bagger og turistforeningsformand Henrik Konnerup, som i 24 år har været købmand i Lønstrup.
– Vi har i mange år lavet forskellige events. Skærtorsdag ruller vi den røde løber ud og inviterer til fernisering og åbningsreception fra kl. 13. Med live musik og servering, som det hører sig til. Vi glæder os til at se kunstnere, familie, venner og alle interesserede, lyder det fra Chelina Bagger.
– Vi åbner stille op i galleriet og caféen fra palmesøndag. Vi har fortsat den kaffe, som vi tidligere har hørt, er byens bedste. Derudover sætter vi en ære i hjemmebag, et lille, men godt udvalg, da vi gerne vil undgå madspild, tilføjer Chelina Bagger.
Langfredag om aftenen inviterer de ligeledes indenfor i galleriet. Lokalerne er nemlig ifølge indehaverne velegnede til mindre og intime events.
– Vi har ofte kontakt til musikere, der ikke umiddelbart kan fylde de andre lokationer, vi ellers bruger, som er MusikLaden og Vendelbohus. Der er galleriet super. På sigt vil der også blive arrangeret smagninger for eksempel med A.H. Riise Rom og meget andet. Ideer er der nok af, og tiden finder vi nok også, supplerer Henrik Konnerup.
Langfredag er det en ven af huset, der spiller, nemlig den nordjyske troubadour Søren Krogh. Intimkoncerten kan kombineres med spisning inden. Chelina ruller sig ud med tapasanretninger. Galleriet har med sin størrelse nogle begrænsninger, så antallet af billetter er få. I den kommende uge står den på indretning og ophængning.
– Vi glæder os til løbende på de sociale medier at præsentere vores udstillende kunstnere, slutter Henrik Konnerup.
Galleri &Os har billetportal på ogos.BilletExpressen.dk