Af Christa Nolde
Pilgårdsvej 71
Vrensted
Vindmøllebranchen taler varmt om grøn omstilling, CO₂-reduktion og en bæredygtig fremtid – og det er mål, som i sig selv er både nødvendige og rigtige. Men grøn omstilling er sjældent et rent filantropisk projekt til støtte for kloden; bag de grønne paroler gemmer sig også en anden virkelighed: En branche, hvor det først og fremmest handler om penge – store penge – og hvor hensynet til lokalbefolkningens livskvalitet ofte må vige.
TV2 Nord fortalte for nylig historien om Martin Eriksen fra Tylstrup. Han skrev under på en aftale med Eurowind Energy, der gav virksomheden ret til at købe hans hus, hvis deres planlagte vindmølleprojekt blev til noget. Fem år senere er projektet stadig ikke realiseret – og Martin er stavnsbundet til sit hjem i yderligere to år. Hans underskrift har kostet ham friheden til at komme videre.
Jeg kender selv til den slags aftaler. Da Eurowind arbejdede på Hjortnæs-projektet, forsøgte de at få mig til at skrive under på noget tilsvarende. Jeg sagde nej – og det er jeg i dag meget taknemmelig for.
I projektet mellem Vrensted og Løkken har jeg ikke oplevet de samme købsretsaftaler, men jeg har oplevet, hvordan fakta kan blive tilsidesat, hvis de står i vejen for et projekt. Ved et lokalt møde hvor kun enkelte var inviterede fortalte jeg om det veldokumenterede problem, at boliger tæt på store vindmøller kan have svært ved at få realkreditlån. Det blev afvist som usandt – på trods af, at det er bekræftet af landets største medier som TV2, DR, Ingeniøren, Finans og Avisen Danmark – og rådgiveren tilbød endda at ringe til min bank for at “bevise” det modsatte. Det var grænseoverskridende.
Det siger alt om logikken: Hvis et faktum kan skade projektets mulighed for at blive til virkelighed, bliver det enten ignoreret eller direkte benægtet. For os naboer handler det om vores hjem, vores tryghed og det sted, vi har valgt at bo. Den værdi kan ikke gøres op i penge.
Mit råd er klart: Tro ikke blindt på de grønne salgstaler. Vær kritisk, stil spørgsmål og undersøg tingene grundigt – uanset om det handler om købsaftaler, faktaoplysninger eller løfter om lokal gevinst. Vi kan sagtens støtte den grønne omstilling og dens mål – men vi må ikke glemme, at den også i høj grad handler om profit i en størrelsesorden, hvor alle andre hensyn let forsvinder i tågen.


