Af Christian Borrisholt Steen
Tidligere medlem af Det Etiske Råd
Foredragsholder
Det er vanskeligt – vel nærmest umuligt – at være vred på mennesker, som man synger sammen med.
I dag åbnede Folketinget og udover at vi har fået en ny konge og en ny dronning siden sidst, så havde Folketingets præsidium med formand Søren Gade i spidsen også indført noget nyt; fællessang.
Således kunne man hjemme i stuerne se og høre, hvordan hvert enkelt folketingsmedlem sang med på ”Der er et yndigt land”. Hver med sit næb.
For mig er der ikke noget, der kan integrere en forsamling som netop det at synge sammen. Når vi synger, lever vi os selv ud, og når vi synger sammen med andre, lever vi os selv ud sammen med dem. Man bliver så at sige ét med hinanden gennem fællessangen, fordi man herved får fælles åndedræt og hjerteslag.
Én af mine yndlingspoeter, N. F. S. Grundtvig, indfanger denne særlige følelse ret præcist i sangen ”Alt, hvad som fuglevinger fik” fra 1851: ”og friest er dit åndefang, når dybt du drager det i sang, så højt i sky det klinger!”
Jeg har flere gange tænkt på, at det er svært – nærmest umuligt – at være vred på mennesker, som man synger sammen med.
Fællessangen tilbyder os et fælles ståsted, hvor både socialdemokrater, Venstrefolk, konservative, ateister, missionsfolk og andet godtfolk, kan skråle sammen.
Jeg håber, at Folketinget holder fast i den nye tradition.
Christian Borrisholt Steen er født og opvokset i Hirtshals og tidligere medlem af Det Etiske Råd. Debattør, foredragsholder og seniorkonsulent.
