Af Christian Borrisholt Steen
Politisk konsulent i Arbejdsgiverforeningen KA
Da jeg var 13 år, løftede jeg blikket fra skolebøgerne og begyndte at snuse til arbejdslivet nogle timer efter skoletid hos det daværende Hirtshals Tømrer-Snedker A/S i Hirtshals.
Det var en uvurderlig erfaring, der gav mig ikke bare et økonomisk supplement til lommepengene, men også en forståelse for ansvar, mødedisciplin og arbejdsfællesskab. Det er netop muligheden for den slags ballast og erfaring, vi bør give endnu flere unge i dag – men desværre spænder bøvl og bureaukrati fortsat i for høj grad ben for de unge.
Fra januar i år blev reglerne om unges arbejde ellers lempet, hvilket er en rigtig god nyhed. De 13-14-årige kan nu arbejde med lettere opgaver som kasseekspedition, højtlæsning i institutioner eller køkkenhjælp på plejehjem, og de 15-17-årige har fået mulighed for mere fleksible arbejdstider. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning, men der er stadig én regel, der gør det svært for mange unge at få et fritidsjob: den såkaldte 2-timers regel.
Reglen, der begrænser unges arbejdstid til maksimalt to timer på skoledage, blev indført med gode intentioner – at sikre skolegangen og beskytte unge mod udnyttelse. Men i praksis gør den mere skade end gavn. Jeg oplever fra flere af de virksomheder, som jeg taler med, at de desværre helt undlader at ansætte fritidsjobbere, fordi to timers arbejde ganske enkelt er for lidt, hvis den unge meningsfuldt skal kunne indgå i f.eks. en vagtplan. Det gælder særligt i landdistrikter, hvor lang transporttid og logistik i øvrigt, alt for ofte gør det mindre attraktivt for de unge at tage så korte vagter.
I Arbejdsgiverforeningen KA har vi længe foreslået, at reglen lempes, så unge f.eks. kan arbejde op til fire timer på skoledage. Hvis en elev har fri klokken 13.00, vil det i mange tilfælde sagtens kunne lade sig gøre at arbejde fx 3 eller 4 sammenhængende timer uden at gå på kompromis med skolegangen.
Regeringen har varslet yderligere lempelser af reglerne for unges fritidsjob til sommer. Det er mit håb, at politikerne i den forbindelse får gjort op med 2-timers reglen. Unge bør have en reel chance for at få et fritidsjob – ligesom jeg selv havde det i sin tid hos tømrermester Orla Sørensen hjemme i Hirtshals.
Et opgør med 2-timers reglen vil sikre større fleksibilitet og flere muligheder for de unge og for virksomhederne og med en model, hvor der fortsat er en øvre grænse for, hvor mange timer den unge må arbejde, sikres det, at der selvfølgelig fortsat skal være god tid til at man kan passe sin skolegang.
Christian Borrisholt Steen, politisk konsulent, Arbejdsgiverforeningen KA og medlem af Uddannelses- & Arbejdskraftudvalget, SMVdanmark.