Af Christian Borrisholt Steen
Regionsrådskandidat for Venstre
Tidligere medlem af Det Etiske Råd
Her hen over sommeren har jeg brugt en del tid på at holde møder med privatpraktiserende læger flere steder her i Region Nordjylland. Det har jeg gjort, fordi jeg gerne vil have gode input til, hvordan vi sammen kan gøre et godt nordjysk sundhedsvæsen endnu bedre.
I den forbindelse er én af mine hjertesager, at de lokale sundhedshuse, som fx det nye, der er på vej i Hirtshals får lov til at løse flere opgaver, så borgerne ikke nødvendigvis skal transportere sig ind til sygehusene i Aalborg eller Hjørring i forbindelse med kontrol, genoptræning mv. Det er heldigvis et ønske, som deles af en stor del af de privatpraktiserende læger. Alt det, der ikke er svært, bør være nært.
I de kommende år bliver vi stadig flere ældre og flere med kroniske lidelser i Nordjylland. Derfor er det helt afgørende for mig, at en stor del af den kontrol, som typisk ældre, medicinske patienter skal til, kan foregå så tæt på bopælen, som muligt. Og her byder de lokale sundhedshuse sig til med nærhed, faglighed og ekspertise.
Det er ikke så mange år siden, at Gandrup fik et helt nyt sundhedshus, hvor der i dag er flere forskellige sundhedstilbud til borgerne. Snart åbner også et nyt sundhedshus i Hirtshals og jeg ved, at der er planer om noget lignende i Dronninglund. Sådanne sundhedshuse, hvor der i højere grad end før er plads til flere forskellige speciallæger, fysioterapi og lignende, vil for mig at se også kunne være med til at understøtte en bedre rekruttering af fremtidige læger og andre sundhedsfaglige personer til vores lokalområde, fordi der i forvejen er et godt fagligt miljø.
Det er helt afgørende for nordjydernes tryghed og sundhed, at det er attraktivt for læger og andre sundhedsprofessionelle at slå sig ned i det nordjyske. Derfor skal vi i Region Nordjylland gøre alt hvad vi kan for at understøtte udviklingen af de lokale sundhedshuse, som i de her år skyder op rundt omkring i hele regionen.
Christian Borrisholt Steen er regionsrådskandidat for Venstre og fhv. medlem af Det Etiske Råd. Han er født og opvokset i Hirtshals.