Af Christian Borrisholt Steen
Regionsrådskandidat for Venstre
Tidligere medlem af Det Etiske Råd
På tirsdag går Danmark til valg. Vi skal sammensætte de nye byråd og regionsråd. Jeg har stillet mig til rådighed som muligt nyt medlem af det nordjyske regionsråd og har – bl.a. her på NordsøPosten – brugt de seneste uger og måneder på at redegøre for mine hjertesager.
Det handler blandt andet om mere nærhed i sundhed, en opprioritering af børne- og ungdomspsykiatrien, samt en større respekt for mennesker og natur i forbindelse med etablering af større energianlæg i form af vindmøller og solcelleanlæg.
Fælles for alle de hjertesager som jeg brænder for er, at jeg har det enkelte menneske, den enkelte nordjyde, patient, pårørende, medarbejder og familie i centrum. Det er en hjertesag for mig, at systemet altid skal være til for mennesket og ikke omvendt.
I netop de her dage rammer en valgavis med alle Venstres nordjyske kandidater til regionsrådsvalget mere end 225.000 nordjyske postkasser. Om mig står der blandt andet, at jeg ønsker at præge regionsrådets arbejde med et socialliberalt samfundssyn og et kristent livs- og menneskesyn. Det betyder i praksis, at jeg vil have det enkelte menneske i fokus. Jeg tror på, at vi alle er skabt unikt og med en værdighed, som systemet ikke må krænke.
I perioden 2012 – 2018 havde jeg fornøjelsen af at være medlem af Det Etiske Råd og i dette arbejde, blev jeg også præsenteret for en række af de svære spørgsmål og dilemmaer som i høj grad præger vores sundhedsvæsen. I den forbindelse har jeg holdt mere end 100 foredrag rundt omkring i landet, fortrinsvis i Nordjylland, hvor jeg har fortalt om mit arbejde i Det Etiske Råd. Overskriften på disse foredrag er ”Menneskesyn på spil”.
Og der er netop menneskesyn på spil – også når det drejer sig om det aktuelt forestående regionsrådsvalg. For det er ikke ligegyldigt med hvilket syn på vores borgere, patienter, pårørende og familier, vi som region møder vores medmennesker.
Der er desværre alt for mange eksempler på, at det ikke er det enkelte menneske, der er i centrum i vores sundhedsvæsen i dag. Det er på den ene side rigtig godt, at vi i dag har mange flere behandlingsmuligheder i sundhedsvæsenet, end vi havde for bare få år siden, men på den anden side er det også trist, at omsorgen for den enkelte patient ikke følger med. Behandling og omsorg bør naturligvis være tæt forbundne, men i dag synes vi at holde fast i det ene, mens vi gradvist giver slip på det andet, som jeg så min tidligere formand for Det Etiske Råd, Jacob Birkler, formulerede det forleden dag.
Den gennemsnitlige indlæggelsestid er i dag markant kortere, end den var for bare 5- 10 år siden. Jeg har mødt flere patienter og pårørende, som helt klart giver udtryk for, at det er behandlingen, som dikterer indlæggelsestiden – ikke behovet for pleje og omsorg. Patienten bliver med andre ord udskrevet, når behandlingen er gennemført, selvom behovet for omsorg og pleje fortsat er til stede. Tænk fx også på de førstegangsfødende, som nu i mange tilfælde sendes hjem igen med det samme, frem for lige at få lov til at vænne sig til den nye rolle som forældre og familie et par dage.
Jeg husker selv, hvor stor værdi det gav for vores lille familie, at vi var omgivet af professionelle sygeplejersker og andet sundhedspersonale, de første dage efter at vores søn kom til verden. Jeg er overbevist om, at det vil være givet godt ud, at vi som samfund sikrer os, at de nybagte børnefamilier får en stille, rolig og tryg start på deres nye tilværelse som småbørnsfamilie.
Det handler også om at sætte mennesket – familien – før systemet.
Jeg ønsker alle en rigtig god valgdag på tirsdag.
Christian Borrisholt Steen er kandidat til regionsrådsvalget for Venstre. Seniorkonsulent, foredragsholder og tidligere medlem af Det Etiske Råd. Medlem af Den Regionale Videnskabsetiske Komité i Region Nordjylland. Født og opvokset i Hirtshals.