Ældre borgere, der ikke vil lukke det kommunale plejepersonale ind i deres hjem, kan ikke få den hjælp, de har brug for. Det er en udfordring, som de fleste nordjyske kommuner ofte oplever, skriver TV2 Nord..
En af de ældre, der nogle gange afviser plejepersonalet, er Jeanette Korsgaards 79-årige far. Han bor i en ældrebolig i Nørresundby, hvor der i flere uger ikke er blevet gjort rent, fordi hjemmeplejerne ikke har fået lov at komme ind.
– Det er et dilemma, fordi det handler om levende mennesker. Vi skal på den ene side respektere den enkeltes selvbestemmelsesret, og på den anden side har vi også som samfund en forpligtelse til at tage ansvar for de svageste, siger Christian Borrisholt Steen, som var medlem af Det Etiske Råd fra 2012 til 2018.
Et spørgsmål om tillid
Christian Borrisholt Steen mener, at udfordringen med at sikre den rette hjælp til de ældre borgere er vigtig at få løst. Ifølge ham er ’tillid’ et nøgleord.
– Jeg tror, det har meget med tillid at gøre. Vi skal have opbygget større tillid mellem den ældre, de pårørende og de omsorgspersoner, som kommer hos den ældre. I den forbindelse må man kigge på, om de regler, der er på området, understøtter en hensigtsmæssig adfærd.
– Det tidstyranni, man hører om, er i hvert fald ikke med til at understøtte, at der bliver en større tillid og tryghed for den ældre i forhold til at lyst til at lukke kommunens folk ind, siger Christian Borrisholt Steen.
Der er dog en række etiske overvejelser, man som samfund bør gøre sig i spørgsmålet om, hvordan lovgivningen på området skal indrettes. Der er nemlig grænser for, hvor langt man bør gå for at sikre borgerne den nødvendige hjælp.
– Det er kun personen selv, der ved, hvad det gode liv er for ham eller hende, og det er vi selvfølgelig nødt til at respektere. Vi kan godt blive enige om, at nogle af de situationer, vi har set på det seneste, ikke er hensigtsmæssige, men omvendt må vi også sige, at man må have sin ret til at leve, som man selv finder det bedst, siger Christian Borrisholt Steen.
Kilde: TV2 Nord.