Af Christian Engen
Byrådsmedlem for Venstre
Kandidat ved KV25
Bindslev I denne tid, hvor kommunalvalget er lige rundt hjørnet, er der vist ikke noget parti, der hænger – ud over i lygtepælene.
Men der er altså et hængeparti i området ved Bindslev Gl. Elværk, der er et område af stor betydning for borgerne i Bindslev, da det er et yndet udflugtsmål, hvor man gennem mange år er samledes, en oase, der har stor rekreativ værdi for byen.
For området er slet ikke gjort færdigt. Godt nok begynder det nu at ligne noget, nu hvor Bindslev Gl. Elværk har foranlediget og betalt for at der er udjævnet jord på de to halvøer og foran Elværket samt den længe ventede bro er bestilt og forventes leveret primo 2026. Men projektet er stadig et godt stykke fra det, som borgerne i Bindslev blev lovet, da Hjørring Kommune som følge af EU´s Vandrammedirektiv skulle fjerne den gamle fisketrappe.

Bindslev blev præsenteret for flotte tegninger af området, ja faktisk store plancher, som stadig er sat op på området. På plancherne viser en rød streg, hvordan man skal kunne komme hele området rundt via et stisystem. Men passagen under omfartsvejen, med en tilladt fart på 80 km/t, mangler stadig. Det samme gælder en lovet gydebanke opstrøms Lystanlægget.
Jeg har siddet med i følgegruppen for Vandplansprojektet ved Bindslev Gl. Elværk som repræsentant for Borger- Handels- & Erhvervsforeningen i Bindslev, og har her kæmpet, og vil fortsat gøre, for at få projektet gjort færdigt. Jeg har oplevet velvilje og et godt samarbejde med forvaltningen, men har mødt en mere tilbagelænet holdning fra byrådets repræsentanter.
Måske er pengene sluppet op? Men jeg synes ikke, man kan stille borgerne noget i udsigt, og så ikke holde det. Det kan man simpelthen ikke være bekendt.
Jeg fristes til at sige; har man evnen til at turde og ville, så driver man for alvor politik i øjenhøjde.



Og vand til elverket.