Af Christian Engen
Byrådsmedlem for Venstre
Medlem af Børne-, Fritids- og Undervisningsudvalget
Kandidat ved KV25
Bindslev
De fleste kan vel godt huske fra deres skoletid, at man skulle lære noget, som man på ingen måde troede, at man nogensinde skulle få brug for. Det var så teoretisk, at det ikke afslørede, at det var noget, der var godt at kunne i det virkelige liv.
En undervisning, der spændte ben for ens lyst til at følge med i timen. Den form for undervisning gøres der for tiden op med på Hirtshals Skolecenter, hvor der køres et forsøg med praksisnær undervisning. Tanken er at koble teori med praksis gennem “erhvervsrum”, der giver elever mulighed for at arbejde praktisk og produktorienteret i faglokaler på skolen eller i lokale virksomheder.
Forsøget er vedtaget politisk som en del af budgettet for 2025-28 og har til formål at styrke erhvervsfagligheden og forbindelsen til omverdenen for elever på alle klassetrin. Det er et fantastisk projekt, som jeg har bakket op fra første dag.
For man snakker og snakker om børn, der mistrives i folkeskolen, men med dette forsøg gøres der noget ved det – der sættes handling bag ordene. Det bliver meget mere meningsfyldt og motiverende at deltage i undervisningen, når teorien bliver et redskab – når man f.eks. skal bruge en vinkelmåler for at bygge en bænk.
Hirtshals Skolecenter, der omfatter skolerne i Hirtshals, Horne og Tornby, er et fyrtårn for den praksisnære undervisning i Hjørring Kommune, og det er tanken, at erfaringerne herfra skal kunne bruges af de andre skoler i kommunen.
Det er derfor vigtigt, at også det kommende byråd bakker op om ideen med den praksisnære undervisning, ligesom det er afgørende, at der fortsat prioriteres midler til Skoletjenesten, der også giver eleverne mulighed for at komme ud og opleve tingene “live”.


