Forleden var der fernisering på den inspirerende og tankevækkende billedudstilling med de mange stemningsfulde billeder af Christian von Lotzbeck på Det Hvide Fyr i Skagen.
Christian von Lotzbeck kalder udstillingen for “Øje – for lidt af hvert”, og kunstneren har sandelig øje, ikke kun for lidt af hvert, men for rigtig mange smukke ting blandt mennesker og i naturen.
De mange billeder, der afspejler Christian von Lotzbeck store passion for islandske heste og hans oplevelser i livet med mennesker og natur, udstilles på alle etager i det smukke fyr fra 1747.
I stueetagen ses selvportrætter med Christian von Lotzbeck sammen med sine islandske heste samt flotte stemningsbilleder med “Vand” og “Vinter nåle i Tversted”. På 1. sal er der billeder med “Varme oplevelser”, og på fyrets 2. og 3. sal er der smukke landskabsbilleder. Udstillingen afsluttes på 4. sal, hvor “Kun ved uvejr kan jeg vide, hvor dejligt det er, når solen skinner”.
Når de mange billeder er beundret, kan besøgende tage de sidste skridt helt til fyrets top, hvor den åbne fyrkurv til kulbål er placeret og nyde 360 graders udsigt over Skagen fra 21 meters højde.
Christian von Lotzbeck bor sammen med sin hustru Britta på ejendommen Toftelund i Sørig. Her udlever ægteparret drømmen om et roligt liv i naturskønne omgivelser, hvor de kan dyrke deres interesser for kunst og islandske heste. Toftelund rummer også en skøn ferielejlighed til udlejning året rundt.