Af Christian Borrisholt Steen
Jeg må indrømme, at jeg både som nordjyde og som politisk konsulent i en arbejdsgiverforening sad tilbage med hævede øjenbryn, da jeg forleden dag læste et nyhedsbrev fra Erhverv Norddanmarks formand Rasmus Haugaard, hvor han i rosende vendinger lovpriser regeringens nye aftale om udenlandsk arbejdskraft og tilmed glæder sig over, at den baseres på “solide danske værdier”.
Jeg undrer mig over, hvordan man kan være så begejstret for en ordning, som SVM-regeringen selv forventer vil have en meget minimal effekt på arbejdsudbuddet. Faktisk forventer regeringen, at aftalen kun vil sikre i omegnen af 550 flere udenlandske medarbejdere i Danmark frem mod 2030. Hvis vi nu skal være ualmindeligt positive og antage, at 100 af dem havner i Nordjylland, så taler vi altså om 25 medarbejdere om året de næste fire år.
De 25 medarbejdere skal vel at mærke ses i sammenhæng med, at der i forvejen arbejder over 400.000 udlændinge i Danmark. Det er jo en dråbe i havet. Det bestyrker desværre kun min mistanke om, at aftalen i virkeligheden slet ikke handler om at sikre virksomhederne den udenlandske arbejdskraft, de skriger på, men om at give kunstigt åndedræt til en trængt fagbevægelse. Det er ærligt talt ikke kønt at kigge på – og det er helt ufatteligt, at et borgerligt-liberalt parti som Venstre lægger mandater til sådan en studehandel. Den slags socialdemokratisk kammerateri burde Venstre holde sig for gode til at bidrage til.
Normalt har jeg stor respekt for Erhverv Norddanmark, som jeg betragter som en vigtig tværfaglig stemme for erhvervslivet i vores landsdel. Derfor undrer det mig, at organisationens formand Rasmus Haugaard vælger at hylde en ordning, der reelt udelukker en stor del af arbejdsmarkedet fra at få lettere adgang til udenlandsk arbejdskraft.
Regeringen kunne sagtens have landet en model, hvor man kunne imødekomme virksomhedernes behov for udenlandsk arbejdskraft – men uden at gå på kompromis med grundprincipperne i den danske model og den danske aftalefrihed. Man kunne fx have ladet sig inspirere af ”Østaftalen” fra henholdsvis 2003 og 2007. Dengang stillede man krav om, at løn- og ansættelsesvilkår skulle svare til de overenskomstmæssige forhold, der er sædvanlige for det danske arbejdsmarked.
I Arbejdsgiverforeningen KA hylder vi naturligvis også den danske model og bakker fuldt op om, at det bør være virksomheder med orden i penalhuset, der får lov til at skyde genvej i jagten på de gode, udenlandske medarbejdere. Men den nye aftale er et frontalangreb på en af grundpillerne i den danske model: aftalefriheden.
Den danske model bygger på, at lønmodtagere og arbejdsgivere frit kan indgå aftaler med hinanden, uden at staten eller en enkelt monopolorganisation dikterer, hvordan det skal foregå.
Når regeringen nu indgår en aftale, der tildeler en bestemt del af fagbevægelsen monopol på adgangen til udenlandsk arbejdskraft, er det et grundlæggende brud med princippet om, at alle anerkendte kollektive overenskomster og aftaler er ligeværdige på det danske arbejdsmarked.
Arbejdsretten slog tilbage i 2003 fast, at vores overenskomster i Arbejdsgiverforeningen KA ”ganske svarer til, hvad der er sædvanligt at medtage i kollektive overenskomster”. Sidenhen er flere af vores overenskomster blevet anerkendt og skrevet ind i blandt andet Godsloven og Taxiloven. Derfor troede jeg selvfølgelig, at vi var kommet videre og væk fra eksklusive spændetrøjer og monopolordninger, der begrænser virksomhedernes reelle valgfrihed. Set i det lys, er den nye aftale om udenlandsk arbejdskraft mellem regeringen og den traditionelle fagbevægelse desværre et kæmpe tilbageskridt og ikke et fremskridt.
I Arbejdsgiverforeningen KA arbejder vi hver dag for at sikre et frit og ordentligt arbejdsmarked, hvor virksomheder med orden i penalhuset har adgang til den arbejdskraft, de har brug for – uanset om de har aftale med den ene eller den anden faglige organisation.
For os handler det ikke om kammerateri, men om at skabe gode og stabile rammer for danske virksomheder. Derfor er vi nødt til at sige fra over for løsninger, der reelt afvikler den danske aftalemodel i stedet for at udvikle den.
Christian Borrisholt Steen, politisk konsulent i Arbejdsgiverforeningen KA og medlem af Uddannelses- & Arbejdskraftudvalget i SMVdanmark.
