Af Claud Mørkbak Højrup
Bestyrelsesmedlem i Hirtshals Havn
Medlem af Hjørring Byråd
Venstre
Hr. Paw Rytter.
Du er dygtig til at finde segmenter i en samlet præsentation, som kan vende en kritisk vinkel mod Havnen. Det undrer mig ikke, min eneste undring er, at det tog dig 3 dage.
Årsagen til at vi ikke vil bygge ud i Natura2000-området er, som du ved, et møde i Transportstyrelse, som tog ca. 1 time. Styrelsen har stor erfaring med at søge ind i disse områder, og mødet, som var et erfaringsudvekslingsmøde, var ikke opløftende. Vi har valgt, at vi ikke vil søge dispensation ind i Natura2000, fordi sandsynligheden for succes er forsvindende lille. Historien om Berlin Lufthavn er et lille Aber Dabei, men på ingen måde en udslagsgivende faktor, selv om du gerne vil have det til at lyde således.
Hvis du samtidigt forholdt dig til hele præsentationen og ikke kun småbidder af den, vil du også høre, at man ikke kan købe en havneudvidelse som en samlet pakke i et katalog. En udvidelse er en proces, hvor man tester forskellige komponenter, indtil man får en samlet og solid plan. Det koster og nogle gange undersøger man ting, som man ender med ikke at anvende. Planen har du selv efterlyst længe, og den er formodentlig færdig i 2023, hvor der først til den tid skal træffes en beslutning om en havneudvidelse. Der er nemlig ikke truffet en beslutning endnu, men kun en beslutning om at sætte undersøgelser i gang.
Når du er i gang med at google, kunne du søge på begrebet ”sunken omkostning”. Det vil fortælle dig, at man ikke skal holde fast i gamle retninger, som har vist sig ufrugtbare. Når du taler om at holde fast i gamle undersøgelser, som ikke længere er relevante, får jeg et billede på nethinden af en mand, som sidder på et kasino og bliver ved at spille, når han burde være gået hjem.