Af Claus Mørkbak Højrup
Formand for Sundheds, -Ældre, og Handicapudvalget
Hjørring Kommune
Venstre
I denne weekend har der været en del omtale af skader på bilerne i Syge- og Hjemmeplejen i Hjørring Kommune. Jeg mener dybest set, at det er en positiv historie, at ledelsen agerer mhp. at forebygge skader.
I lyset af den nylige debat, finder jeg det dog vigtigt at bringe en mere nuanceret forståelse ind i diskussionen og sætte skadernes omfang i perspektiv for at forstå det reelle billede.
Med over 400 medarbejdere, der døgnet rundt kører i omkring 150 biler, er det uundgåeligt, at der opstår skader. Når vi ser på de årlige omkostninger til reparation af disse skader, som beløber sig til 1,6 millioner kroner, lyder det måske umiddelbart højt. Men lad os bryde det ned: Det svarer til cirka 10.000 kr. om året pr. bil i reparationer. Givet omfanget af bilernes brug, hvor de hver dag sikrer vital hjælp til kommunens ældre og handicappede, er dette i realiteten et beskedent beløb i forhold de tusinde af besøg, som foretages.
Vores medarbejdere udfører et arbejde af enorm betydning. De er der for vores borgere døgnet rundt, året rundt – uanset vejret og under ofte stramme tidsrammer. Det kræver engagement, omsorg og en dedikation, som vi alle bør værdsætte højt. At køre bil under disse forhold, især når man skifter til et nyt køretøj som en elbil med anderledes dynamik og størrelse, kan være en udfordring.
Det er vigtigt at påpege, at syge- og hjemmeplejen i Hjørring Kommune har taget konkrete skridt for at adressere denne udfordring. Introduktionsforløb og yderligere træning er blevet en integreret del af medarbejdernes hverdag for at sikre, at de føler sig trygge ved og kompetente i at håndtere de nye køretøjer.
Vi skal huske på, at hjemmepleje er en service, vi alle kan komme til at have brug for på et tidspunkt i livet. Den måde, vi vælger at se og tale om vores hjemmeplejepersonale på i dag, bør afspejle den respekt og værdighed, vi ønsker, de skal møde os og vores kære med i fremtiden.
Derfor er det mit håb, at vi kan møde denne debat med et åbent sind og en anerkendelse af de udfordringer og det hårde arbejde, vores syge- og hjemmepleje står overfor.
Det handler jo sådan set ikke om værdsættelse af hjemmeplejens betydning, og der ser jeg at man bestemt ikke skal begynde at komme ud i en form for offerrolle, hvilket det kan tolkes ud fra det som du skriver.
Uanset hvor travlt hjemmeplejen har det, og hvor meget kørsel som der er, så skal man stadig kører uden at få skrammer i bilerne – det handler i bund og grund om kørererfaring og om at kunne køre bil uanset bilmærke, om det er elbiler eller ej. Og ikke alle hjemmeplejebiler er vel elbiler endnu…
Der er vel ingen som ikke værdsætter hjemmeplejens arbejde og deres vigtige betydning.
Det som du der skriver er svært at forholde sig til for det er netop ikke sagens kerne.
Det er medarbejdere, der passer deres arbejde. De gør det ikke med vilje. Der er jo tale om fejl og om, at elbiler er anderledes at køre. Især ved lav hastighed fra fuldt stop. Jeg er uforstående overfor den her debat og heksejagt. Det er trælse penge, som man forsøger at imødekomme, men igen, det er ærlige fejl. Det er ikke i orden, at medarbejderne skal udskammes, som det er set i debatten.
Det er med stor sandsynlighed fordi det drejer sig om bilskader for lidt oven 1 million kr, hvilket er et stort beløb som kunne være til stor gavn til f.eks. velfærden i kommunen. Ja det er ærgerlige fejl, men også meget dyre fejl.
Måske løsningen kunne være, udover kørekursus som medarbejderen kommer på, kunne være at tage yderligere køretimer ved en køreskole…
Har selv arbejdet i hjemmeplejen, så ved alt om travlhed og arbejdstimer mv., men mener dog ikke at det skal være en undskyldning for at lave skrammer i kommunens biler – det handler om det at køre bil på en forsvarlig måde uden at lave skrammer – at have erfaring og analysere trafikken.
Det kunne jo være at man sku ansætte nogle flere folk i plejen i stedet for at køre folk fuldstændigt ned
Man ska køre mange km på ingen tid og hvis man er lidt bagud ,går det galt
Og nogle medarbejdere er altså ikke 20 år mere
Husk det
Det har du helt ret i Tom Jespersen, men derudover kunne man fra kommunens side have undladt udelukkende at købe el-biler til dette formål, da de jo som beskrevet er meget anderledes at køre end traditionelle biler er.
Den grønne omstilling er til tider ved at fratage såvel alm. mennesker som politikere al sund fornuft, selvom om vi er vidne til at krigen i Ukraine (ikke så langt herfra), trækker i den stik modsatte retning.