Af Claus Mørkbak Højrup
Byrådsmedlem for Venstre
Hjørring Kommune
”Du er et klamt menneske.”
Sådan starter nogle af de beskeder, som jeg modtager. Min kone spørger nogle gange: ”Bliver du ikke ked af det, når du læser sådan noget?” Og helt ærligt: nej, ikke af den slags beskeder.
For jeg tænker, at hvis der sidder et menneske et sted i kommunen, eller et helt andet sted i landet, og får lyst til at skrive til mig, at jeg er klam, at jeg burde have en ble på, eller at hvis jeg er ude at spise, så må det være på kommunens regning – så siger det mere om dem end om mig.
Vi lever i en tid hvor det at stikke hovedet lidt frem betyder, at man også bliver et nemt mål for folks vrede, frustrationer og skuffelser. Når man bevæger sig ud på de sociale medier, er det, som om afstanden mellem mennesker bliver kortere, og tonen hårdere.
Men nej, jeg bliver ikke ked af den slags beskeder. Tværtimod kan jeg nogle gange føle en slags mærkelig omsorg. For der skal meget til, før man sætter sig ned og skriver sådan noget til et andet menneske. Man skal have det skidt, være vred, eller føle sig overset. Det er egentlig mest trist.
Der hvor det i stedet kan gå ind, det er, når kritikken rammer noget, jeg selv går og grubler over. Når der er sager, hvor der ikke findes et klart rigtigt eller forkert. Hvor begge sider har ret i noget og uret i noget på samme tid. Det er dér, tvivlen sætter sig. For uanset hvad man gør, vil nogen føle sig uretfærdigt behandlet. Og det er den del af arbejdet, man aldrig helt vænner sig til.
Det generer mig ikke, at en mand fra København skriver, at jeg er klam. Det generer mig mere, når en borger i Hjørring stiller et ærligt, men hårdt spørgsmål til vores beslutninger. Ikke fordi det er ondt ment, men fordi de delvist har ret. Og fordi ingen i sådan en sag kan få helt ret.
Sådan noget bliver jeg nogle gange liggende og tænker over om aftenen. Ikke de grove beskeder, men de saglige, de ubehagelige, de der prikker til tvivlen. For det er jo det, arbejdet går ud på, at tage ansvar for beslutninger, som aldrig bliver perfekte, men som trods alt skal tages. Og næste morgen må man stå op, tage en kop kaffe og fortsætte.
Og som Churchill sagde: ”Har du fjender? Godt. Det betyder, at du på et tidspunkt har stået for noget.”


