Af Claus Mørkbak Højrup
Byrådsmedlem for Venstre
Hjørring Kommune
Jeg forsøger bevidst på ikke at kloge mig på corona-situationen. Der er eksperter nok i dagens Danmark lige nu. Men jeg kigger gerne mod den eksisterende forsknings konklusioner baseret på de foreløbige erfaringer.
I forbindelse med nedlukning af kommunegrænserne finder jeg det relevant at gøre opmærksom på nedenstående forskningsprojekt.
En forskningsgruppe ved Stanford University (Chang et al., 2020) har undersøgt smittens udbredelse set med en ”sted”-perspektiv. De kalder et sted for en POI (Point of interest), altså et en lokation, som mennesker besøger, såsom restauranter, hotel og butikker. De baserer deres undersøgelse på en stor mængde data fra større metropoler i USA i foråret.
De konkluderer, at en mindre portion af disse POIs står for størstedelen af udbredelsen af corona. Disse superspreder steder (her taler vi ikke om individer, som superspredere, men som geografiske steder/POIs) er små lokationer, som er tæt pakkede og hvor brugerne ofte bliver en længere periode. De konkluderer ligeledes, at et øget fokus på at minimere forsamling af mennesker på disse specifikke steder (POIs) vil mindske smitten forholdsvist mere end andre steder.
De mest smittespredende steder er full-service restauranter, fitnesscentre, hoteller, cafeer, religiøse organisationer og limited-service restauranter. I den anden ende af skalaen finder man butikker såsom Bauhaus og dagligvarebutikker.
Scroll ned til side 63 og 64 i forskningsartiklen, som jeg har linket til. Se på medianen til højre side af hver oversigt (et højt tal er godt, lavt er skidt). Og hvis man ellers vil nørde med metoden og data bag tallene, kan man læse de 60 sider, som forklarer dette.
Pointen er, at interessesteder (POIs) måske er mere relevante perspektiver end geografiske kommunegrænser, når man beslutter corona-restriktioner. Jeg vil lade dette spørgsmål stå åbent og selv lade jer studere forskningen.
Den kan ses her: MEDRXIV.ORG