Af Claus Mørkbak Højrup
Byrådsmedlem for Venstre
Hjørring Kommune
Forleden aften deltog min makker Christian Engen og jeg i et dialogmøde med de selvejende haller i Hjørring Kommune. Okay, jeg ved godt, det måske lyder lidt kedeligt. Men faktisk er hallerne enormt vigtige – de spiller en kæmpe rolle i vores samfund!
De ligger spredt ud over hele kommunen og er omdrejningspunktet for rigtig meget af livet i de lokale fællesskaber. Der er nok ingen, der er i tvivl om deres værdi for lokalsamfundet.
Lige nu arbejder vi i Børne-, Fritids- og Undervisningsudvalget med nye tilskudsmodeller for hallerne. Og ja, tilskudsmodeller lyder måske heller ikke super spændende, men det betyder faktisk utrolig meget, hvordan vi strikker dem sammen.
Det handler om, hvordan vi fordeler midlerne mellem de forskellige haller – en vigtig beslutning, som skal balancere mange hensyn.
På den ene side kan man lave en kompliceret model, der tager højde for alverdens detaljer, men som næsten ingen kan gennemskue. På den anden side kan man lave en enkel model, som er nem at forstå, men måske ikke rammer helt retfærdigt.
Mødet bød på masser af gode indlæg og diskussioner ved bordene, hvor bestyrelsesmedlemmer og halinspektører fra de respektive haller delte deres perspektiver.
Christian og jeg gik derfra med en masse ny viden, som vi nu kan tage med i det videre arbejde frem mod en politisk beslutning.


