Af Claus Mørkbak Højrup
Byrådsmedlem for Venstre
Hjørring Kommune
Min socialdemokratiske kollega Martin Prentow, som stiller op til byrådet, har i et debatindlæg udtrykt bekymring over det nye friplejehjem Asbjørn i Tornby og dets økonomiske konsekvenser for Hjørring Kommune. Jeg forstår Martins bekymring, men regnestykket er ikke helt så enkelt, som han fremstiller det.
Lad os tage tallene først: Når vi visiterer ældre borgere til plejebolig, uanset om det er kommunalt eller privat, skal kommunen betale for deres pleje. I Martins eksempel nævnes, at hvis 20 lokale borgere flytter ind på friplejehjemmet, vil det koste kommunen cirka 9,9 millioner kroner årligt. Det lyder voldsomt, men det centrale spørgsmål er: Skulle vi ikke under alle omstændigheder betale for disse borgeres pleje, hvis de i stedet fik en plads på et kommunalt plejehjem? Svaret er ja.
Det er altså ikke sådan, at friplejehjemmet skaber nye udgifter, fordi disse ældre pludselig får brug for hjælp. De har brug for hjælp uanset, hvor de bor. Udgangspunktet er, at der følger en udgift med hvert plejebehov, ikke med hver boligtype.
Men der er en reel udfordring i kapacitetsstyringen. Når et friplejehjem åbner med 30 nye pladser, så kommer de i såkaldte “klumper”. Man bygger ikke én plads ad gangen, men etablerer 20-30 pladser på én gang. Det gælder både ved kommunalt og privat byggeri.
Udbuddet og efterspørgslen vil derfor næsten aldrig være i perfekt balance. Nogle perioder vil vi have ledige pladser, andre perioder vil vi have ventelister.
Men løsningen er ikke at lukke øjnene for friplejehjem. Friplejehjem bidrager til valgfrihed for de ældre, til mangfoldighed i plejetilbuddene og til nye investeringer i lokalområdet.
Mange ældre og deres pårørende sætter pris på at kunne vælge netop den bolig og den kultur, der passer dem bedst.
Lad os tage et jordnært eksempel: Fru Jensen på 82 år er visiteret til en plejebolig. Hun har mulighed for at få en kommunal plads, men hun vil meget gerne bo på Friplejehjemmet Asbjørn, hvor hendes søster bor, og hvor hun kender flere af personalet fra sit gamle lokalområde. Skal vi som kommune sige nej til hendes ønske? Nej, naturligvis ikke. Vi skal værne om den enkeltes ret til at vælge.
Derfor er det vigtigt, at vi som ansvarlige politikere tør føre en ærlig og nuanceret debat: Friplejehjem koster ikke kommunen ekstra, fordi borgerne får pleje. Udgiften følger behovet. Udfordringen ligger i vores evne til at tilpasse den kommunale kapacitet over tid, så vi ikke sidder tilbage med for meget tomgang i egne institutioner. Men det gælder uanset, om der bygges friplejehjem eller kommunale pladser. Hver gang vi øger kapaciteten, sker det i “klumper”, og der vil derfor altid være perioder med ubalance.
Vi skal derfor arbejde med kloge langsigtede modeller for kapacitetsstyring. Og vi skal holde fast i borgernes ret til at vælge, også når det er et privat friplejehjem, de helst vil bo på.
