Af Claus Mørkbak Højrup (V)
Formand for Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget
Byrådsmedlem, Hjørring Kommune
Jeg vil starte med min sjoveste oplevelse som SÆH-formand i denne måned, hvor jeg deltog på et spinningshold for borgere med udfordringer inden for specialområdet. Se billede (hvor jeg desværre er nødt til at klippe de smilende ansigter væk). Jeg er vant til at træne, men en spinningscykel har hårde sadler så jeg kunne mærke ”numsen” et par dage derefter. Men, det var en god og livsbekræftende oplevelse at se vores svage borgere i en hverdagssituation, hvor handicappet ikke var i fokus. Deltagerne skulle lige se mig lidt an først, men bagefter var der stor spørgelyst til politikeren, som deltog i deres faste tirsdagsarrangement. Jeg har tænkt mig fremover at deltage regelmæssigt i det omfang, som kalenderen tillader.
I den forgange måned har SÆH-udvalget haft en række besøg og samtaler med gode samarbejdspartnere, hvor jeg her vil fremhæve to af dem.
Den første er et dialogmøde med den frivillige sociale verden, hvor der deltog ca. 50 borgere, som alle sidder i foreningslederroller. I kommunen har vi en række tilbud til vores borgere, som har udfordringer. Vi starter ved det meget brede ”Den Gode Modtagelse,” hvor man uvisiteret kan få hjælp til problemer i sin hverdag. Såfremt der er brug for yderligere hjælp, tilbyder vi bostøtte og derefter botilbud enten med eller uden døgndækning.
Man kan næsten visuelt ”stable” tilbuddene på hinanden i en pyramideform, hvor der er flest borgere i den lave ende (Den Gode Modtagelse), og få i den høje ende (Botilbud med døgndækning). Men rundt om denne pyramide er den en hel underskov af frivillige organisationer, som også hjælper vores borgere og sørger for at de ikke får behov for vores kommunale tilbud. De gør et kæmpearbejde, og de gør det for få midler. De penge, som vi sender til disse organisationer gennem de såkaldte paragraf 18-midler, kommer mangfoldigt tilbage i form af hjælp til vores borgere.
Det anden dialogmøde foregik ved FOA, hvor vi drøftede rigtigt mange ting. Her vil jeg blot nævne, at jeg spurgte ind til FOA’s syn på Selvstyrende Teams, altså en organisering af hjemmehjælpen, således at 10-12 SOSUér får ansvaret for en begrænset gruppe på 60-80 plejekrævende borgere. I min optik vil det give vores medarbejdere mere frihed til at planlægge arbejdet og en større anvendelse af deres faglighed. Borgerne vil opleve færre forskellige SOSUér i deres hjem (ikke at forveksle med færre besøg). Jeg oplevede, at der var stor opbakning til at vi skulle arbejde videre med at indføre mere selvstyrende rammer.
Det bringer mig videre til SÆH-udvalgets studietur, som vi netop er kommet hjem fra. Formålet var at besøge andre kommuner, som har erfaringer med selvstyrende team og mere fleksibel opgaveløsning i plejen. Her kørte vi i bus til Århus, hvor VIVE satte den teoretiske ramme for selvstyrende teams (ofte forbundet med den såkaldte Buurtzorg-model) og hvor vi så ”Generationernes Hus” (tænk Olde-Kolle, Alderskollektiv). I Viborg hørte vi om prøvehandlinger i hjemmeplejen. I Ikast-Brande så vi deres nye plejehjem og fik orientering omkring deres erfaringer med selvstyrende team. Dette samme oplevede vi i Haderslev, hvor man også arbejder med selvstyrende team, men fra en anden vinkel. I Varde talte vi om faste praktikvejledere for vores SOSU-elever og potentialerne i at opsøge og rekruttere i borgergrupper med ukrainsk baggrund. Vi nåede også et online-seminar undervejs omkring e-muligheder i den fremtidige hjemmepleje. Alt i alt havde vi en ekstremt givende studietur, hvor vi er kommet hjem med meget relevante indtryk, som var hele turen værd.
Det nye plejecenter i Sindal er undervejs. Som formand for bygherreudvalget har jeg sammen med det øvrige udvalg udpeget leverandør til byggeriet. Valget faldt på NCC, som hverken var den billigste eller den dyreste leverandør, men kom med det bedste tilbud, når man tager alle faktorer med, herunder erfaring, kompetencer osv. Prismæssigt lå de øvrige tilbud nogenlunde i samme leje som NCC. Der var ikke stor forskel på tilbuddene. Men, enhver som læser nyhederne kan jo se, at priserne stiger rundt omkring grundet inflation og svær tilgængelighed til råvarer. Det er desværre også tilfælde med dette projekt. Ikke ekstremt, men trods alt uden for den fastsatte budgetramme. Jeg kan i skrivende stund ikke afsløre de endelige tal, men jeg kan sige allerede nu, at Økonomiudvalget har nikket til, at vi skal finde en løsning, således at Vendelbocenteret bliver bygget. Jeg tror på, at vi kan sætte spaden i jorden i 2022. Jeg skal nok holde her opdateret omkring denne sag, når det er muligt at sige mere. Indtil da håber jeg på jeres tålmodighed.
I den forløbne måned er jeg for øvrigt blevet valgt som formand for vores lokale handicapråd, hvor vi allerede har haft første møde, primært med henblik på at indsende høringssvar omkring kvalitetsstandarderne på handicapområdet.
I slutningen af april deltog jeg i et stort arrangement i Sindal sammen Ældresagen (Vi Spiser Sammen), hvor jeg holdt et indlæg omkring SÆH´s opgaver og vores planlagde arbejde. Jeg kom derfra med mange gode input, som jeg fik af deltagerne under spisningen.
I er velkommen til at kontakte mig, hvis I har spørgsmål eller input til vores arbejde i udvalget.