Af Claus Mørkbak Højrup (V)
Formand for Sundheds, – Ældre- og Handicapudvalget
Hjørring Kommune
Mikkel Smidstrup, der er lam fra skuldrene og ned og kun kan bevæge venstre tommelfinger, har fået spærret sit MitID, fordi han har brug for hjælp til at indtaste koden.
Dette skyldes en bekendtgørelse, som er lavet i god tro på Christiansborg for at sikre, at borgere ikke bliver udnyttet af forbryderiske mennesker, der kunne misbruge deres digitale identitet til økonomisk kriminalitet.
Dog sker det utilsigtet, at borgere som Mikkel, der ikke har kognitive udfordringer, men er fysisk begrænset, bliver forhindret i at bruge MitID. Ingen på Christiansborg kan have ønsket denne konsekvens.
***
Fra Nordjyske: Claus Mørkbak Højrup (V), formand for Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget i Hjørring Kommune, kalder sagen og forløbet med Mikkel Smidstrup for “tosset”.
”Ja, det må du gerne citere mig for. For ingen kan selvfølgelig være tjent med, at Mikkel ikke kan tilgå MitID. Det har aldrig været hensigten med de regler og love, som findes omkring brugen af MitID. Mikkel er blevet fanget som gidsel i en gråzone, og den situation skal vi have lavet om i en hulens fart,” siger Claus Mørkbak Højrup.
Han opfordrer Mikkel Smidstrup til at indgive en officiel klage. ”Den klage kan så bruges som en løftestang til at få reglerne ændret, så Mikkel igen kan få MitID,” siger Claus Mørkbak Højrup.
***
Det er vigtigt at fokusere på sådanne sager, så der kan skabes nye regler eller ændringer, f.eks. med mulighed for kommunerne at dispensere fra den generelle bekendtgørelse. Denne mulighed har kommunerne ikke i øjeblikket.
Jeg håber, at Mikkel vil sende en klage, som kan bruges til at påvirke Christiansborg til at ændre bekendtgørelsen. Mit indtryk er, at Christiansborg også er meget interesseret i at rette op på dette.
Jeg ved, at ministeren, Marie Bjerre (V), er meget optaget af at få dette til at ske.