De mange kasser med magasinerne stod stablet op på museet uden at kunne distribueres til de mange steder, hvor magasinet normalt er at finde.
Derfor har 38 medlemmer fra museumsforeningen i løbet af de sidste par uger husstandsomdelt mere end 2600 magasiner til postkasser i hele kommunen. I bladet kan man læse spændende artikler om alt fra museets historie, om det store frivillige arbejde ved museet, få et kig i museets magasiner og lære om det at gå med metaldetektor.
Formanden for Museumsforeningen ved Vendsyssel Historiske Museum er taknemmelig for engagementet: ”Folk har været utrolig velvillige til at hjælpe”, udtaler Karin Maegaard, som har organiseret uddelingen. Hun giver udtryk for, at det ville være så ærgerligt, hvis de mange kasser med det flotte magasin gik til spilde. Hun fortæller videre, at der har været stor entusiasme for at få magasinet ud til borgerne i Hjørring.
Nu er turen så kommet til museets årbog ”Vendsyssel Nu & Da”. Og foreningens knap 800 medlemmer kan begynde at glæde sig.
”Normalt modtager museumsforeningens medlemmer årbogen i forbindelse med nytårskuren i januar på Det gamle Rådhus”, udtaler museets direktør Anne Dorthe Holm, ”men som alt andet måtte nytårskuren aflyses”.
Bogen er altid ventet, og der bliver set frem til den. Igen er det medlemmer af museumsforeningen ved museet, som træder til. Denne gang er det de faste 12 frivillige postbude i foreningen, der bringer ud. Museumsforeningen forventer, at alle årbøger vil være delt ud i løbet af uge 10 og 11.