Fredag morgen er sundhedsordførerne indkaldt til orientering i Sundhedsministeriet om en ny risikovurdering fra SSI. Der varsles stigende coronasmitte i hele landet, skriver TV2 Nord.
Ifølge Statens Serum Institut er der nemlig høj sandsynlighed for, at vi vil se en generel stigning af forekomsten af covid-19 drevet af Omikron-varianten BA.5 i den kommende tid.
Faktisk forventes den smitsomme variant at være dominerende i Danmark i løbet af de kommende en til tre uger.
Det oplyser SSI i en ny risikovurdering.
Region Nordjylland er mindst smittet
Det er efterhånden månedsvis siden, at covid-smitten har været alarmerende, men nu stiger antallet af positive tests både i Nordjylland og på landsplan.
Ud af 6.873 prøver er der på landsplan registreret 913 smittede de sidste 2 dage. Heraf er det 815 der er blevet smittet første gang og 97 reinfektioner, hvilket svarer til et incidensniveau på 67.2. Tre er døde med en positiv PCR-test indenfor samme periode.
Det er stadig i kommunerne i og omkring København, at smittetallet er størst.
1,396 testede positiv Region Hovedstaden indenfor den seneste uge, hvor positivprocenten lander på 13.02.
Til sammenligning har Region Nordjylland det laveste incidensniveau af alle regioner, hvor 276 er testet positive ud af 2.409 testede de seneste syv dage. Det er en positivprocent på 11.46. Heraf er det den ældre aldersgruppe, der er mest smittede.
Dog må man tage forbehold for ekstremt store mørketal i forbindelse med covid-19, i takt med at symptomerne er blevet mildere og langt færre bliver testet end sidste vinter, hvor smitten var højest. Landets blodbanker og SSI samarbejder om at kortlægge mørketallet.
DE MANGE OMIKRON-VARIANTER
Omikron BA.1 blev i Danmark den dominerende variant i december, hvor der allerede var en smittebølge med Delta-varianten i gang.
Den var mere smitsom end Delta, men samtidig også mindre sygdomsfremkaldende, når det gælder alvorlig sygdom.
Siden er flere varianter kommet til, og lige nu er det altså to nye undervarianter af Omikron, der raserer – BA.4 og BA.5. De to undervarianter er endnu en gang mere smitsomme end alle foregående varianter. Men intet tyder endnu på, at de er mere sygdomsfremkaldende.
Ikke grund til bekymring
Torsdag steg coronasmitten i Danmark for første gang siden februar.
Årsagen findes i den nye undervariant BA.5, som forventes at blive den dominerende indenfor få uger. Den smitter hurtigere, men har mildere symptomer.
SSI vurderer, at der ikke er noget, der tyder på, at varianten fører til mere alvorlige forløb end tidligere. Dog bør de ældre aldersgrupper alligevel være påpasselige. Det er den aldersgruppe, der aktuelt har den højeste positivprocent af BA.5-varianten, modsat smittetendensen under Omikronbølgen, hvor de ældre ikke har været smittet i så stor udstrækning.
En ny større smittebølge kan derfor ifølge Statens Serum Institut medføre en afledt stigning i indlæggelser blandt de ældre og sårbare.
Selvom den nye covid 19-variant tilsyneladende er mere smitsom end Omikron, forsikrer SSI, at der ikke på nuværende tidspunkt er grund til bekymring.
Kilde: TV2 Nord.