Af Dan Gaardboe Rueskov

Spidskandidat for Liberal Alliance
Hjørring Kommune
Den 5. juni fejrer vi Grundlovsdag. En mærkedag, der burde minde os om, at magten i Danmark altid skal udspringe af folket. Men i dag oplever vi det modsatte – både nationalt og her i Hjørring Kommune.
Demokratiet er ikke truet udefra. Det er under pres indefra – af os selv.
Vi bygger stadig større forvaltninger, mens der bliver færre varme hænder i ældreplejen. Vi ansætter flere i administrationen, men lukker skoleboder og centraliserer beslutninger. Tilliden til borgerne forsvinder, mens regler og systemer vokser.
Det er ikke dét, Grundloven blev skrevet for.
Hele kommunen skal med
Jeg stiller op for hele Hjørring Kommune – ikke kun Hjørring by. Jeg nævner det igen og igen, fordi det er nødvendigt: udvikling skal ikke stoppe ved byskiltet til centrum.
Vi skal investere i og lytte til:
– Hirtshals, Løkken, Vrå og Bindslev
– Lendum, Mosbjerg, Tolne og Tuen
– Tårs, Poulstrup, Vrensted og Børglum
Det er levende lokalsamfund med ildsjæle, skoler, ældre og virksomheder, som fortjener opmærksomhed og frihed til at udvikle sig. Vi skal decentralisere – ikke styre alt fra toppen.
Vi har brug for frihed og ansvar – ikke mere kontrol
Liberal Alliance kæmper for:
– Frihed i skolerne – børn skal lære ansvar, ikke pakkes ind i kontrol.
– En værdig ældrepleje – med valgfrihed og tid til omsorg.
– Grøn realisme – biogas og lokal energi i stedet for symbolpolitik.
– Bedre vilkår for erhverv og landbrug – de skaber velstand.
– En kommune, hvor borgerne får mere at sige – og systemet træder tilbage.
Et stærkere demokrati starter her
Grundloven er mere end en højtidelighed. Den er vores fælles kontrakt. Og den er kun stærk, hvis vi tør bruge den til at flytte magten tilbage til borgerne.
Det kræver, at vi gør op med det voksende bureaukrati og skaber en kommune, der bygger på tillid, frihed og sund fornuft.
Vi kan godt – hvis vi vil.
God Grundlovsdag!


