Af Dan Gaardboe Rueskov
Spidskandidat for Liberal Alliance
Hjørring Kommune
Igen og igen ser vi millioner af skattekroner blive brugt på midlertidige løsninger langs vores kyster. Sandfodring – som i bedste fald holder nogle få år – koster Hjørring Kommune og staten mange millioner hvert eneste år.
Senest er der brugt over 10 millioner kroner på kyststrækninger som Nr. Lyngby, Nørlev og Skallerup.
Det store spørgsmål er: Hvorfor har vi stadig ikke en langsigtet, permanent handleplan for kystbeskyttelse, der sikrer både miljøet og borgernes penge?
I stedet for at gentage midlertidige projekter burde vi for længst have lagt en bæredygtig strategi, der både beskytter naturen og sparer penge på sigt. Når vi bruger så store beløb igen og igen, uden at det giver en varig løsning, må man spørge sig selv, om vi forvalter borgernes penge med rettidig omhu.
De mange millioner, vi bruger på at flytte sand hvert andet år, kunne være gået til kernevelfærd – til varme hænder, bedre ældrepleje og værdig omsorg for dem, der har bygget vores samfund op.
Det er på tide, vi prioriterer anderledes. Vi skal selvfølgelig beskytte vores kyst, men det skal ske med omtanke og langsigtet ansvar – ikke med symbolpolitik og kortsigtede løsninger, der koster borgerne dyrt.
Hjørring Kommune har brug for en borgerlig tilgang til kystbeskyttelse: ansvarlig økonomi, respekt for skatteyderne og fokus på varige løsninger.
Det handler om rettidig omhu og sund fornuft – ikke bare at kaste penge efter problemet.
Diskussionen om post