Af Dan Gaardboe Rueskov

Spidskandidat for Liberal Alliance
KV25 i Hjørring Kommune
I Hjørring Kommune har vi i dag 31 byrådsmedlemmer. Liberal Alliance foreslår at reducere antallet til 27.
Hvorfor? Fordi vi mener, at det er på tide, vi som politikere tager ansvar – også når der skal spares. Når vi beder bosteder, plejehjem og udsatte borgere om at leve med stramme rammer, så må vi selv gå forrest. Det giver ganske enkelt ikke mening at have et stort og dyrt byråd, der ovenikøbet ofte har svært ved at bevare den gode tone i debatten.
Et mindre byråd vil:
- Give mere ansvar til den enkelte politiker. Færre medlemmer betyder, at hver stemme vejer tungere, og at ingen kan gemme sig i mængden.
- Styrke beslutningskraften. Med færre om bordet bliver det nemmere at skabe klare prioriteringer og løsninger.
- Spare penge. Byrådets størrelse har en pris – færre medlemmer betyder lavere udgifter til diæter og administration. Disse penge kan bruges bedre på kernevelfærd: børn, ældre og udsatte.
- Sende et signal om ansvarlighed. Vi kan ikke forlange, at borgerne skal spænde livremmen ind, hvis vi som politikere ikke selv vil gå forrest.
Mange andre kommuner klarer sig fint med færre medlemmer, og vi ser ingen grund til, at Hjørring skal være en undtagelse.
Liberal Alliance mener, at det er på tide, der bliver taget politisk ansvar. Et byråd på 27 medlemmer er rigeligt til en kommune af vores størrelse – og det vil styrke både effektivitet, troværdighed og respekten for det politiske arbejde.



Ja det er utroligt der skal så mange byrådsmedlemmer til i sådan en lille næsten ubetydelig kommune når man så ser hvor få folketingsmedlemmer der i henholdsvis Shweitz og Østrig
Enig, så kunne der blive lidt flere penge til ældre/demente, så der ikke skal nedskæres på dagcentrenes åbning fem uger om sommeren.