Af Dan Henry Gaardboe Rueskov
Spidskandidat for Liberal Alliance
Hjørring Kommune
Debatten om Lynggårdens fremtid har med god grund vakt følelser i Hirtshals og omegn.
Når man taler om ældrepleje, taler man ikke kun om bygninger og budgetter – man taler om mennesker, værdighed og nærhed. Og det skal tages dybt alvorligt.
Men lad os slå én ting fast: Lynggården skal ikke lukkes.
Det forslag, der ligger på bordet, handler om at opgradere Lynggården til et moderne genoptrænings- og aflastningscenter for ældre, som kan være et fyrtårn for hele regionen. Det skal være et sted, hvor ældre fra hele Hjørring Kommune – og måske fra nabokommuner – kan komme og få hjælp til at genvinde styrke og livskvalitet i trygge, fagligt stærke omgivelser.
Det er ikke en nedlukning – det er en mulighed for at sætte Hirtshals på regionskortet med en specialiseret og respekteret funktion, som bygger videre på den stærke faglighed, Lynggården allerede er kendt for.
Vi skal samtidig sikre, at der fortsat er faste plejeboliger i Hirtshals, og at ingen ældre bliver tvunget væk fra deres nærområde. Her er Vikinge Banke en mulighed, der bør udbygges og prioriteres – og vi skal ikke afvise, at der kan tænkes i nye ældreboliger, som matcher både fremtidens behov og lokal tryghed.
Men forudsætningen for alt dette er åbenhed og ordentlighed.
Processen omkring Lynggården har desværre båret præg af hast og manglende inddragelse. Det skal vi erkende. Og vi skal gøre det bedre. Vi skylder både de ældre, personalet og hele lokalsamfundet at træffe beslutninger på et fuldt oplyst grundlag – og ikke før borgerne har haft mulighed for at blive hørt.
Jeg tror på, at vi kan løfte ældreplejen i Hirtshals, hvis vi tør tage en ærlig debat og tænke langsigtet. Ikke med frygt – men med mod og respekt for det, der virker.
Lad os gøre det her rigtigt – og sammen.



Synes det skrevne er godt, og så ærligt som muligt på nuværende tidspunkt. Det vil være godt at få Lynggården til et bedre genoptræningssted, med flere eksperter i et tværfagligt team. Hvad angår plejehjemspladser er det straks lidt sværere, da der ofte er ventelister på et ønsket sted. Som oftest er det akut eller hurtigt, og derfor bliver borgerne sendt til Løkken, tårs m.v. og det må vel være bedre med en plads når der er behov for den- uanset hvor- og hvor besværligt det er.