To meget store begivenheder i Hjørring kan atter i år notere stor succes også med hensyn til fødevaresikkerheden i forbindelse med bespisning af rigtig mange gæster.
– Som Hjørring-virksomhed vil vi gerne uddele masser af roser til alle, der på den ene eller anden måde hvert år er med til at gøre Dana Cup og Hjørring Revyen til den store succes og trækplaster for gæster fra nær og fjern. Det er flot og et stort aktiv for Hjørring, kommunen, Nordjylland, ja for landet, og vi er glade for at have så dygtige samarbejdspartnere, siger Ivan Lindgren Hansen fra ThermIT.
Han driver sammen med sønnen Steffen virksomheden ThermIT på Vandværksvej. Hvert år leverer ThermIT moderne digital temperaturovervågning til de mobile enheder, der rummer køkken, kølerum og fryser.
Dana Cup trækker hvert år i uge 30 cirka 20.000 sulte fodboldspillere til området, og Hos Uffe Teatercaféen bespises omkring 7000 gæster i forbindelse med Hjørring Revyen.
ThermITs bæredygtige system er kort fortalt en smart og enkel digital sensor placeret i køleskab eller fryser, som meget præcist aflæser den reelle temperatur og ved udsving sender advarsel via telefon og computer til for eksempel restauratøren eller en anden ansvarlig.
Folkene bag den store internationale ungdomsfodboldturnering i Hjørring, Dana Cup bespiser mange gæster i den nye dobbelthal i Park Vendia, og det er meget vigtigt servere mad, der har været opbevaret ved de korrekte temperaturer.
– Dana Cup vokser hvert år, og det giver os et øget behov for at kunne overvåge alt det, vi har på køl og frys. Fødevaremyndighederne opfordrede os til at få en endnu bedre procedure for kontrol med temperaturerne ved fødevarerne, så derfor har vi investeret i ThermITs system med automatisk trådløs temperaturovervågning og alarm på mail og sms, og vi kan hele tiden følge temperaturerne, fortæller Jens Klemmensen fra Dana Cup.
De mange gæster til Hjørring Revyen giver også ekstra travlhed i det muntre køkken Hos Uffe på Vendsyssel Teater. Der indkaldes hver sommer ekstra mandskab og etableres ekstra køle-og fryseplads med en smart vogn fra Dansk Mobil Køkken.
– Vi laver meget mad, og vi går aldrig på kompromis med kvalitet og fødevaresikkerhed. Vi har stor glæde af ThermITs smarte system med temperaturovervågning, aflæsning, registrering af data og advarsel ved udsving i temperaturen ved fødevarer på frys og køl. Så kan vi nemt dokumentere, at vi har styr på sagerne.
– ThermIT er hos os installeret i Teatercaféen, i Café Vognporten på Børglum Kloster og i Restaurant Den Gamle Smedie på Børglum Bakke. Det er en stor lettelse og sikkerhed med digital egenkontrol, fortæller Uffe Nielsen.
ThermITs bæredygtige system sikrer med alarm ved udsving, at der ved for eksempel nedbrud i strømforsyningen reddes madvarer for store beløb. Fødevarer, og for den sags skyld også medicin, skal opbevares ved de lovpligtige, korrekte temperaturer og kan gå til spilde ved for høje temperaturer.